

Offentliggjort 08.02.12 kl. 10:48
Salling Bank kom onsdag formiddag med årsregnskab for 2011, og det var med minus på bundlinjen, men dog en pæn solvensgrad og forventninger om et overskud i 2012.
Rente- og gebyrindtægterne i Salling Bank landede i 2011 på 115 mio. kr. mod 116,4 mio. kr. året før. Resultatet før skat blev et underskud på 6,8 mio. kr. mod et overskud på 9,1 mio. kr. i 2010. Underskuddet forklares i regnskabet med store nedskrivninger om engangsudgifter i forbindelse med personalereduktioner. Nettoresultatet blev minus 5,8 mio. kr. mod et overskud på 6,4 mio. kr. et år tidligere.
Mængden af udlån i Salling Bank blev forøget med 0,3 pct. i 2011, men indlånsporteføljen er fortsat 345 mio. større end udlånsporteføljen, bemærker banken i regnskabet. Solvensgraden landede i 2011 på 15,6 pct. i banken, der ikke har individuelt finansierede lån hos staten.
For 2012 forventer Salling Bank et overskud i størrelsesordenen 6-10 mio. kr.
- Salling Bank opererer med langsigtede planer for en fortsat sund og afbalanceret vækst i forretningsomfang, indtjening og kapitalbase. I 2012 ventes en forbedret indtjening på rente- og gebyrindtægter og uændrede omkostninger, skriver banken i regnskabet.