

Offentliggjort 25.06.09 kl. 09:35
Selskabet bag de lidt mere eksklusive typehuse har indgivet konkursbegæring.
Moderselskabet i M2-koncernen - M2 A/S - har indgivet konkursbegæring. En ny ledelse er i gang med at få overblik over økonomien og undersøger lige nu, om selskabet kan rekonstrueres.
"Vi afsendte konkursdekret i tirsdags kl. 12.10 over M2 A/S," siger administrerende direktør Jan Pedersen, der netop er blevet indsat af den islandske ejer, Landic Danmark.
M2 huse hører til i den eksklusive ende med et tæt samarbejde med nogle af landets førende arkitekter som eksempelvis CEBRA, schmidt hammer lassen, 3XN, Dorte Mandrup Arkitekter og Arkitektfirmaet C. F. Møller.
Typehusbranchen er hårdt ramt af finanskrisen lige som resten af byggeriet. Men mange typehusfirmaer er dobbelt ramt, fordi man ofte har opkøbt jord til meget høje priser under opturen og den jord er nu langt mindre værd.
Det får bankerne til at kræve sikkerheder andre steder, som selskaberne ikke kan levere.
Hvad betyder det for dem, der har husbyggeri i gang?
"Det betyder ikke noget. M2 A/S er moderselskabet. De andre selskaber er ikke meldt konkurs".
Hvad betyder det for selve virksomheden?
"Det giver en masse tummel. Det skete i tirsdags, og vi har selv anmodet om konkursen. Det er ikke nogen ude fra, der har indgivet konkursbegæring. Jeg er indsat som ny direktør og kunne ikke skrive under på, at driften er solid. Derfor valgte jeg konkursen."
Jan Pedersen er i gang med at undersøge mulighederne for en rekonstruktion og har i den forbindelse bedt om af få meldt tre-fire af M2's datterselskaber i betalingsstandsning.
"Vi skal lige have luft og fundet ud af, hvordan vi kommer ud på den anden side," siger Jan Pedersen.
Hvorfor skulle folk, der er ved at få opført et M2-hus, kunne sove helt roligt?
"Vi har ikke nogen huse som er under konstruktion. Det er lang tid siden, firmaet skruede ned for blusset. Derimod har vi nogle huse som er afleveret, hvor der er nogle 1 års eftersyn som skal effektueres. For de flestes vedkommende står der en bankgaranti til opfyldelse af den forpligtelse. Så der er ingen, der behøver at gå rundt med ondt i maven over det."
Hvad er du så i gang med nu?
"Jeg er ved at finde hoved og hale i det her. Jeg er blevet indsat som adm. direktør. Egentlig er jeg ansat hos vores ejer i Landic Danmark. Men Landic, som er islandsk ejet, er jo også presset fra alle sider, som man kan læse i pressen. Men lige netop i Landic Danmark er vi ikke presset."
Hvad kommer der til at ske nu?
"Vi skal først og fremmest finde vores egne ben, og så skal vi leve op til garantiforpligtelserne".
Kunne du forestille dig, at M2 bliver fusioneret med andre i branchen?
"Nej. Der er heller ingen af de andre, der har penge. VI har en kæmpe "jordbank" liggende. Den skal vi have en aftale med vores banker om, hvordan den realiseres. Hvis den realiseres på bare nogenlunde fornuftig vis, har vi en okay virksomhed.
Men de byggegrunde er vel købt dyrt under højkonjunkturen?
"Ja. Derfor skal vi også have en aftale med bankerne. Jorden er købt til det dobbelte af, hvad den er værd nu. Det skal der findes en løsning på," siger Jan Pedersen.
Læs også: 10 gode råd til husbyggere
Læs også: Frydkjær i betalingsstandsning
Annonce: