

Offentliggjort 12.11.09 kl. 09:03 - opdateret kl. 10:02
Stormagasinet Magasin Du Nord er blevet købt af den britiske stormagasinkæde Debenhams for 101 mio. kr.
Den britiske stormagasinkæde Debenhams har indgået en aftale om at købe samtlige aktier i Th. Wessel & Vett, der ejer Magasin.
Købesummen på 101 mio. kr. betales i kontanter.
Magasin blev i august sammen med Illum købt af den pakistanske investor Alshair Fiyaz.
I sammenligning med Magasin er Debenham en kæmpe: Debenham beskæftiger 21.500 medarbejdere og driver 145 stormagasiner og 12 mindre koncept-butiker i Storbritannien og Irland. Derudover eksisterer der på franchise-basis 52 Debenham-stormagasiner i 17 lande.
Sortimentet i Debenhams stormagasiner ligner meget Magasins, med hovedvægten lagt på tøj (dog i et lavere kvalitetsniveau end Magasins), gaveartikler, parfumeartikler samt udstyr til hjemmet.
Debenham har også et finansselskab, der bl.a. tilbyder hus-, bil-, og husdyrforsikringer samt udsteder kreditkort.
"Vi er glade for at kunne føje Magasin til Debenham gruppen og tror, at det tætte match mellem de to forretninger vil være til gavn for begge," siger chefen for Debenham, Rob Templeman.
"Som et medlem af Debenhams gruppe vil Magasin kunne nyde fordel af Debenhams infrastruktur og økonomiske størrelse."
Debenham har en omfattende design-afdeling, der designer Debenhams eget tøjmærke. Købet af Magasin betyder, at Debenhams eget tøjmærke også kommer til at findes i Magasin side om side med de øvrige tøjmærker.
Annonce: