

Offentliggjort 27.05.10 kl. 08:46
JP Morgan Chase er en af de største aktionærer i Vestas, og gennem det partnerskab har den danske vindmølleproducent nemt ved at skaffe sine kunder finansiering.
Sådan ser virkeligheden ikke ud. Men når Vestas og de andre etablerede vindmølleproducenter konkurrerer med de kinesiske aktører, der buldrer frem på det amerikanske marked, så er de oppe imod noget i den stil.
Den kinesiske vindmølleproducent Guangdon Mingyang Wind Power har nemlig verdens største bank målt på markedsværdi, Industrial and Commercial Bank of China (ICBC), som storaktionær. Og det forhold bliver brugt til at få fodfæste på det amerikanske vindenergimarked, idet Mingyang gennem ICBC kan hjælpe kunderne med at finansiere projekterne. Det bekræfter chefen for selskabets amerikanske forretning over for RB-Børsen.
- Ja, bestemt. Men det afhænger af projekterne, for Mingyang skal vurdere projektet først og så fortælle om det til banken. Så vil banken sende sit professionelle hold til at vurdere projektet. Det er en lang proces, og det tager tid at afslutte aftalerne. Det er ikke så nemt af afslutte hver detalje. Men vi har en fordel fordi, de er en af de store aktionærer i Mingyang. Det er vores fordel. Det er nemmere for os at tale med bankerne, for vi er partnere, siger selskabets direktør for Nord- og Sydamerika, Simon Yu.
Den kinesiske vindmølleproducent benyttede vindmøllekonferencen AWEA i Dallas til at åbne sit første amerikanske kontor i den texanske storby. Og direktøren kan fortælle, at der ikke er lang tid til, at selskabet kan præsentere sin første ordre.
- Vi har to projekter under forhandling, og vi er meget tæt at lave færdiggøre aftalerne, men det er stadig noget vej igen. Vi har et meget tæt program med at møde potentielle kunder og de finansielle institutioner. Forhåbentlig kan vi starte med at bygge vindmølleparkerne i første kvartal af 2011, siger Simon Yu.
De to parker er placeret i staten Oklahoma, og Mingyang har ambitioner om at lave fabrikker i USA, så snart efterspørgslen er stor nok.
- Vi har planer om at lave produktionsfaciliteter og samlebånd i USA, men det afhænger af, hvor vindmølleparkerne er placerede og deres størrelse. En af Mingyangs mål er at have produktionsfaciliteter meget tæt på vores kunder. Det ville hjælpe os til at betjene vores kunder bedre og give hurtige responstid, hvis noget sker, så der er brug for vores ingeniører. Det er det store mål for vores selskab, siger Simon Yu.
Han forklarer videre, at det allerede er sådan, placeringen af selskabets fire fabrikker i Kina er blevet bestemt.
Mingyang satser i første omgang mest på sin 1,5 MW-mølle, men direktøren konstaterer tilfreds, at kunderne spørger meget til 3,0 MW-møllen, som kun lige er på vej til sin første levering. Pengene til at finansiere den kan meget vel komme fra verdens største bank.
RB-Børsen
Annonce: