

Offentliggjort 18.08.10 kl. 10:02 - opdateret kl. 10:13
Hvorfor har Vestas ikke advaret om det her? Aktieanalytikerne er chokerede over det blodrøde kvartalsregnskab fra Vestas.
Med et kvartalsunderskud på 1,23 mia. kr. har Vestas rystet både aktiemarkedet og de analytikere, der følger selskabet tættest. Reaktionerne er præget af chok, overraskelse og skuffelse.
"Det er en markant og overraskende nedjustering. Jeg tror noget af den kursreaktion, vi skal se i dag, går på, hvorfor det her ikke er kommet ud som en "profit warning" tidligere," siger analytiker Michael Friis Jørgensen. Alm. Brand Bank. Han tilføjer, at Vestas-chefen Ditlev Engel altid har leveret varen, "så det er første gang, han skuffer".
Resultatet er altså slemt nok i sig selv, men næsten lige så slemt er det, at Vestas-ledelsen ikke har advaret om, at en så dramatisk nedjustering var undervejs. Det har tidligere været ventet, at Vestas skulle nå en omsætning på 52 mia. kr. og en EBIT-margin (driftsresultat i pct. af omsætning, red.) på 10 - 11 pct. Det nedjusteres nu markant til en ventet omsætning på 45 mia. kr. og en EBIT-margin på bare 5 - 6 pct.
Michael Friis Jørgensen understreger, at udsigterne for Vestas er noget lysere i 2011. Det aktuelle svage resultat skyldes således, at en del af den seneste tids rekordstore ordreindgang først bliver faktureret i 2011.
Vestas bundlinje før skat udviser for det seneste halvår et underskud på 2,1 mia. kr. Det er dramatisk dårligere end ventet af analytikerne. RB-Børsens rundspørge til analytikerne inden offentliggørelsen af kvartalsregnskabet viste at deres forventninger til resultatet lå på i gennemsnit minus 765 mio. kr.
Jyske Bank betegner kvartalsregnskabet som en "choknedjustering fra Vestas". Netop Jyske Bank anbefalede så sent som 13. august varmt køb af Vestas-aktier. "Jyske Bank tror især på stigning på Vestas-aktien efter regnskabet," hed det i en kommentar, hvor det tilmed blev understreget, at Jyske Bank ikke anså det for realistisk, at Vestas ville nedjustere. "På kort sigt er Vestas en aktie man bør satse på," lød vurderingen fra Jyske Bank.
Vestas-aktien er i dag faldet 20 pct.
Banken begrundede blandt andet anbefalingen af Vestas-aktien med, at det var blevet nemmere at overskue virksomhedens ordresituation.
I kvartalsregnskabet fra Vestas begrundes nedjusteringen imidlertid med, at "forventede, men endnu ikke indgåede ordre til levering i USA, Spanien og Tyskland nu falder så sent på året, at de ikke vil blive indtægtsført i 2010".
Annonce: