

Offentliggjort 23.02.12 kl. 07:04
Den demokratiske senator Michael Bennet forsøgte onsdag igen at råbe sine amerikanske politiker-kollegaer op, således at den for vindmølleindustrien vigtige PTC-skatterabat, som står til at udløbe ved årets udgang, kan blive forlænget.
- Vi står over for udfordringer i økonomien og en af udfordringerne er, at vi har tabt produktionsjobs til resten af verden, og vi er nødt til at bringe disse jobs tilbage til USA, lød det fra Michael Bennet efter, at han havde fået en rundvisning på producenten af karbonfiber Hexcels fabrik i Windsor, Colorado, der producere materialer til blandt andre danske Vestas, skriver lokalavisen The Tribune.
Yderligere sendte den demokratiske senator Mark Udall og republikanske Jerry Moran et fælles brev til senatets lederskab, hvori de agiterede for en forlængelse af skatterabatten. Fem demokrater og fem republikanere støttede brevets budskab ved at signere det.
Vestas har aktiviteter i Windsor, Brighton og Pueblo i den amerikanske stat Colorado, og netop vindindustrien er blevet vital for Colorado i form af højtlønnede jobs til middelklasse familier i vores område, lød det endvidere fra Michael Bennet, der mener, at vindindustriens opblomstring er blevet gjort mulig af skatterabatten.
Vestas har advaret om fyringer af yderligere 1.600 medarbejdere, hvis PTC-skatterabatten ikke bliver forlænget, og det amerikanske vindmøllemarked vil desuden blive ramt af et markant fald i opsætningen af nye vindmøllekapacitet.
Aktiefokus
Annonce: