
Offentliggjort 12.08.10 kl. 10:47
8.420 oliefyrsejere har søgt om tilskud til at skifte til en mere miljøvenlig opvarmning, og dermed er den såkaldte oliefyrspulje eller skrotningsordning med 400 millioner statskroner kun næsten halvt brugt næsten seks måneder efter puljens start.
Det skriver ErhvervsBladet.
Resultatet vækker ikke begejstring hos installatørforeningen Tekniq, som står bag den aktuelle opgørelse.
- Der kunne selvfølgelig være et større træk på puljen, og der er brug for mere markedsføring. Vi vi selv gøre noget og så gerne, at andre også gør noget for at gøre ordningen mere synlig. Det er for eksempel Energistyrelsen, men også fjernvarmebranchen og fabrikanter af varmepumper, direktør siger Niels Jørgen Hansen til ErhvervsBladet.
Puljen blev vedtaget i sidste efterår og sat i gang 1. marts for at give en håndsrækning til den historisk trængte bygge- og anlægsbranche - og samtidig forbedre miljøet. Ejere af oliefyr kan få 10.000-20.000 kroner i tilskud for at gå over til fjernvarme, jordvarme, luft-til-vand-varmepumpe eller solvarme, altsammen opvarmningsformer der udleder mindre CO2 end de klassiske oliefyr.
Dem er der stadig omkring 280.000 af, selv om Danmark har et udbredt fjernvarmenet, som dækker 62 procent af boligerne.
Forventningen var at få udskiftet op imod 30.000 oliefyr, og Tekniq har anslået, at ordningen vil udløse 1300-1500 mandeår i ekstra aktivitet. Og vurderingen er fortsat overvejende positiv, selv om Tekniq i marts spåede, at puljen nok ville blive tømt i løbet af seks-ni måneder.
- Ordningen skaber ekstra omsætning og ekstra arbejde, som ellers ikke ville være der, men vi råber ikke hurra, for den mindsker blot et fald i branchens samlede aktivitet. Da puljen blev lanceret i foråret, var folk nok optaget af noget andet end at varme huset op, det er lettere at tænke på varme i efteråret, siger Niels Jørgen Hansen.
Tekniq søsatte ved puljens start en kampagne, hvor 140.000 boligejere fik materiale og oplysninger om nærmeste installatør. Nu vil organisationen slå yderligere på tromme for ordningen, men har ikke fastlagt nærmere, hvordan det skal ske.
Oliefyrspuljen var et supplement til den halvanden milliard kroner store renoveringspulje, som blev åbnet i foråret 2009 for at modvirke finanskrisen og hjælpe byggebranchen. Dén pulje blev bestormet af interesserede.
Kilde: Erhvervsbladet
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: