

Offentliggjort 07.09.10 kl. 23:30
Amagerbankens plan om at hente en erstatning for den nuværende direktør, Jørgen Brændstrup, har vist sig som yderst vanskellig.
Alt i mens Amagerbanken de senere måneder har jagtet ny, livgivende kapital, har banken samtidig haft følere ud for at finde en afløser for den nuværende direktør, Jørgen Brændstrup.
Den kriseramte byggebank har allerede i al hemmelighed haft følere ud hos flere egnede emner, men ingen af dem har ønsket jobbet.
Blandt kandidaterne hersker der nemlig udbredt frygt for at få sig en ubehagelig overraskelse, når man først får åbnet bankens bøger, da ingen ønsker at ende som tidligere direktør i Roskilde Bank Søren Kaare-Andersen, der fik sig noget af en overraskelse, da han fandt ud af, hvad der reelt gemte sig i den sjællandske bank.
Morgenavisen Jyllands-Posten er bekendt med mindst to mulige direktøremner, der alle har sagt nej tak til at stå i spidsen for det amagerkanske pengeinstituttet,
»Der er mange egnede kandidater, der vil takke nej i den nuværende situation af frygt for, hvilke lig man finder i skabet. Det er både forståeligt, men også tankevækkende, da der er behov for en ny adm. direktør i banken,« siger Steen Hildebrandt, professor ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet og en af Danmarks førende ledelseseksperter.
Vurderingen fra kilder med indgående kendskab til Amagerbanken og formand N.E. Nielsens direktørjagt er, at der reelt ikke er nogen i et fast job i den finansielle sektor, der vil sige ja til at overtage tøjlerne i Amagerbanken.
Det er simpelthen for usikkert.
Derfor vil Amagerbanken sandsynligvis blive tvunget til at hente enten en pensioneret bankmand såsom tidligere Nordea-direktør Jørgen Kristian Jensen eller forhenværende Capinordic-chef Henrik Vad, der for tiden er uden job.
Det sker til trods for, at banken mandag kom et stort stykke tættere på en redning, idet storaktionær Karsten Ree og pensionskassen PFA valgte at tegne aktier i selskabet.
Selv har Karsten Ree, der blev milliardær med salget af Den Blå Avis til eBay, foreslået, at Amagerbankens direktør, Jørgen Brændstrup, fremover skal tilbage til sit gamle job og være kreditchef.
Selv om det nu ser ud til Amagerbanken får held til at hente 750 mio. kr. på fondsørsen, som var kravet fra Finansiel Stabilitet, står banken dog over for nogle massive udfordringer i den kommende tid.
Ud over at luge ud i de mange dårlige ejendomsengagementer og nødlidende storkunder skal en ny direktør samtidig forsøge at definere en ny profil for banken, da man ikke længere ligesom tidligere har mulighed for at tjene store summer på at låne ud til fremadstormende forretningsfolk.
Samtidig betyder bankens situation og udsigten til, at to bestyrelsesmedlemmer fra Finansiel Stabilitet gør deres indtog i bestyrelsen, at en kommende direktør skal kunne samarbejde med Steen Hove og Steen Hemmingsen, der om kort tid bliver en del af bankens bestyrelse.
De to pensionerede bankdirektører sidder nemlig på et tungt mandat, da de har særlige beføjelser i bestyrelsen.
Til trods for de mange udfordringer i Amagerbanken peger headhunter Steen Ernland med en fortid i Korn/Ferry på, at man som kommende direktør i Amagerbanken har nogle åbenlyse fordele i forhold til, hvad eksempelvis Søren KaareAndersen havde, da han sagde ja til at stille sig i spidsen for den nu kuldsejlede Roskilde Bank.
»I dag er der ingen herhjemme, der er i tvivl om, at den finansielle sektor står over for massive udfordringer. Desuden har Amagerbanken senest været udsat for et stort pres fra investorer og analytikere. Så det er klart, en ny direktør vil kunne få noget medvind, da der vil være en bred accept af, at det er en vanskellig opgave,« siger han.
Det lykkedes ikke tirsdag at få en kommentar fra Amagerbankens bestyrelsesformand, N.E. Nielsen.
Annonce: