

Offentliggjort 09.09.10 kl. 16:18 - opdateret kl. 16:28
Den kriseramte bank har fuldtegnet emmisionen for næsten 900 mio. kr. Dermed er banken reddet.
Amagerbanken fik fuldtegnet emissionen, som skal puste nyt liv i banken.
Banken modtager et beløb på brutto 898.378.668 kr., idet der er modtaget tegning i henhold til udstedte tegningsretter og derudover tegningstilsagn for et antal aktier, der meget væsentligt overstiger de ikke udnyttede tegningsretter.
- Vi er meget taknemmelige for den massive opbakning aktionærer og andre investorer har udvist Amagerbanken, lyder det fra bestyrelsesformand N. E. Nielsen.
De 898,4 mio. kr. er toppen af det interval som banken udbød aktier for.
Amagerbanken har dog endnu ikke accepteret tegningen og har derfor endnu ikke gennemført kapitalforhøjelsen og kapitalnedsættelsen, som besluttet på den seneste generalforsamling den 17. august.
Slutallokeringen og indbetalingen for de senest allokerede aktier ventes først at ske mandag den 13. september.
Samme dag skal der på en ekstraordinær generalforsamling også ske valg af de to af Finansiel Stabilitet udpegede kandidater til bankens bestyrelse.
Det sker for at opfylde vilkårene den aftale med statens skraldespandsselskab som ligger til grund for hele redningen af banken.
Der har ikke været stillet krav om, at Amagerbankens bestyrelse forlader taburetterne i forbindelse med den nu vellykkede aktieemission. Det oplyser bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen til RB-Børsen.
- Mig bekendt er der ingen aktionærer, der har stillet krav om bestyrelsesmedlemmers afgang. Men når den endelige sammensætning af aktionærer er kendt, vil bestyrelsen drøfte den fremtidige sammensætning med aktionærerne, siger N. E. Nielsen.
LÆS OGSÅ: Banker der ikke ville dø
RB-Børsen
Annonce: