

Offentliggjort 10.09.10 kl. 11:46
Finanssektorens fagblad har svært ved at forstå investorernes tillid til Amagerbanken.
Overraskende og imod alle odds.
Således lyder skudsmålet fra finanssektorens fagblad Bankinfo i en kommentar til Amagerbankens succesfulde kapitalrejsning.
Torsdag kom det frem, at aktieemissionen, som sluttede tirsdag ved børsluk, blev fuldtegnet.
Dermed bliver Amagerbankens slunkne pengekasse fyldt op med knap 900 mio. kr. - eller 150 mio. kr. mere end de 750 mio. kr. som var kravet for at den kriseramte bank kan få udløst en statsgaranti på lån for op til 13,5 mia. kr.
I en kommentar til forløbet skriver Bankinfo på sin netside, at det er svært at forstå, hvorfor investorerne udviser så stor tillid til en bank, som fortsat vælter sig i problemer, og som først nu skal til at tage hul på oprydningen.
Fagbladet peger på, at Amagerbanken i løbet af de seneste 10 måneder har formået at tiltrække ca. 3 mia. kr. i ny ansvarlig kapital, godt nok medregnet en håndsrækning fra staten i form af 1,1 mia. kr. i hybrid egenkapital.
"Bankens ledelse har i de 10 måneder, der er gået siden sidste kapitaludvidelse, udvist mangel på initiativer i forhold til at løse de mest centrale problemer: Styrke ledelsen, rydde op i risikobetonede og tabsgivende engagementer samt beskære omkostningsniveauet og/eller forretningsomfanget. Dette er ikke sket, og samtidig har Amagerbanken ført en usædvanlig lukket kommunikationspolitik, som om ledelsen har været helt uafhængig af og højt hævet over omverdenen," skriver Bankinfo.
De nye 900 mio. kr. bliver skudt ind i banken på et tidspunkt, hvor det bør være klart for enhver, at banken står overfor endog meget store udfordringer - både ledelsesmæssigt og forretningsmæssigt.
"Fra og med næste uge bliver der tale om en bank, som har to statslige oppassere fra Finansiel Stabilitet i bestyrelsen, som vil blive fulgt tæt af Finanstilsynet og andre myndigheder – og som har 2,5 år til at rydde op i butikken, inden det store statsgaranterede obligationslån skal indfris eller refinansieres. Der er en vis sandsynlighed for, at dette nye oprydningssjak vil se med andre briller på nogle af Amagerbankens engagementer," skriver Bankinfo med henvisning til de to nyudpegede bestyrelsesmedlemmer Steen Hove og Steen Hemmingsen.
Og hvor stor bliver regningen i form af nedskrivninger og tab, når "oprydningsholdet" - som forventet - begynder at muge ud i Amagerbankens urentable kundeforhold.
Amagerbanken har selv beregnet, at den efter gårsdagens fuldtegnede aktietegning kan tåle nedskrivninger på mellem 900 mio. kr. og 1,4 mia. kr., før solvensprocenten er dernede, hvor banken risikerer at blive afviklet, hvis den ikke tilføres frisk kapital endnu engang.
Bankinfo peger på det faktum, at Amagerbanken siden begyndelsen af 2008 allerede har nedskrevet for sammenlagt knap 2,9 mia. kr. (frem til og med første halvdel af 2010).
"For de mange investorer, som har forsvaret deres ejerandel, bakket op om deres lokale bank eller haft helt andre motiver til (igen) at stille penge til rådighed for Amagerbanken, håber vi, at det nu er tid til at gennemføre de forandringer, som kan give banken et nyt og langt kapitel i sin i forvejen lange og stolte historie," skriver Bankinfo.
Annonce: