
Offentliggjort 04.03.10 kl. 15:38
Ejendomsspekulanters million-ejendom solgt for 1.000 kr. på tvangsauktion.
Det lignede strandhugst, da to unge håndværkere onsdag købte en nordjysk beboelsesejendom for bare 1.000 kr. på tvangsauktion.
To år tidligere, i 2008, blev samme ejendom nemlig solgt for 4,3 mio. kr.
Ejendommen, der ligger i Dybvad ved Frederikshavn, rummer 11 lejligheder og har ifølge Nordjyske.dk været centrum for smarte boligspekulanter de sidste år.
Ejendomsmægler Bent Refsgaard, som tidligere har været omtalt i medierne for sit samarbejde med Låsby-Svendsen, købte ejendommen i 2006 for 1,6 mio. kroner.
To år senere i maj 2008 næsten tredoblede han prisen og solgte huset videre til 4,3 mio. kr. I den offentlige ejendomsvurdering, som blev lavet i oktober samme år, blev ejendommen vurderet 2 mio. kr. lavere.
Køberen af million-ejendommen var et nystartet anpartsselskab, IRPE APS, som blev oprettet bare tre måneder før købet af Dybvad-ejendommen.
Direktøren i IRPE, Per Møller Hansen, havde i forvejen forbindelse til Bent Refsgaard, idet Per Møller Hansen havde forretningsadresse med et andet firma på en ejendom ejet af Bent Refsgaard.
IRPE blev taget under konkurs i sommer, hvilket har sendt Dybbøl-ejendommen på tvangsauktion.
På første auktion var der ingen bud, men på anden auktion gik ejendommen altså til spotprisen 1000 kr.
Oveni købsprisen kommer en række sagsomkostninger. De unge nyslåede boligejere skal derfor have ca. 180.000 kr. op af lommen.
Annonce: