

Offentliggjort 12.10.08 kl. 11:30
Det har skabt usikkerhed, at Danmark har opsagt dobbeltbeskatningsaftalerne med Spanien og Frankrig, som ellers er populære lande at flytte til for danske pensionister.
Det oplyser Nykredit, som har kontorer i begge lande.
»Der er opstået usikkerhed om retsreglerne. Vi ved ikke, hvordan situationen er pr. 1. januar, når aftalerne siges op. Alt det, der er reguleret af dobbeltbeskatningsaftalerne, gælder ikke fra årsskiftet, og det giver problemer. Eksperterne kan heller ikke give præcise svar i dag,« siger Erik Urskov, vicedirektør i Nykredit.
Opsigelsen af aftalerne med Frankrig og Spanien betyder, at personer ikke længere kan slippe med skatten i tilflytterlandet, men i stedet kommer til at betale dansk indkomstskat, hvis de ikke allerede boede i landene den 28. november 2007 og senest modtager pension den 31. januar 2008.
»Men hvad med modregning? Bliver indtægter af en bolig beskattet i begge lande? Er avancen ved et salg skattepligtig? Spørgsmålet er, hvordan de områder skal fortolkes, og usikkerheden gør folk afventende,« siger Erik Urskov.
Deloitte er enig i, at der er skabt usikkerhed.
»Vi håber på, at Danmark indgår nye aftaler med begge lande,« siger Doris Erlandsen, skattepartner i Deloitte.
Det ligger dog ikke lige for, oplyser Skatteministeriet. Parterne kan nemlig ikke nå hinanden, fordi de begge har ufravigelige krav.
»Vi vil egentlig gerne have en dobbeltbeskatningsaftale, men kun hvis vi har beskatningsretten på udgående pensioner. Omvendt er Frankrig og Spaniens problem, at de ikke ønsker at indgå sådanne aftaler, fordi det kan danne skole. Det er de lande, som modtager mange pensionister, ikke interesserede i,« forklarer Ivar Norland, international ekspert i Skatteministeriet, som oplyser, at der ikke er forhandlinger for tiden.
Annonce: