

Offentliggjort 09.09.10 kl. 23:30
Andelskoncernen Danish Crown gøres nu klar til fusioner og eksterne investorer. Selskabets bestyrelse anbefaler at omdanne koncernen til et aktieselskab.
Slagterikoncernen Danish Crown skal på aktier. Det mener selskabets bestyrelse, som nu har fremlagt forslag om at flytte alle andelskoncernens kommercielle aktiviteter ind i et nyt Danish Crown A/S.
»Det er korrekt, at vi netop har fremlagt et sådant forslag for repræsentantskabet. Hensigten er at gøre Danish Crown mere manøvredygtigt – blandt andet i forhold til fremtidige samarbejder med udenlandske slagteriselskaber, der er ofte er aktieselskaber. Det er lettere at etablere et samarbejde mellem virksomheder, der har samme selskabsform,« vurderer Niels Mikkelsen, bestyrelsesformand for Danish Crown.
Kommende fusionspartnere skal formentlig findes i Tyskland. På rygtebørsen nævnes blandt andet Westfleisch (omsætning 14 mia. kr.) som kandidat.
Danish Crown, der omsætter for 45 mia. kr., har været et andelsselskab i 123 år. Planerne er derfor epokegørende og indebærer blandt andet, at alle aktier i Danish Crown A/S i første omgang placeres i et underliggende andelsselskab, der er ejet af de nuværende andelshavere – de danske landmænd.
Efter flere års økonomisk krise er størstedelen af disse andelshavere løbet tør for penge og har ikke mulighed for at finansiere Danish Crowns fremtidige vækst.
Niels Mikkelsen ønsker ikke at oplyse, hvorvidt hensigten er på længere sigt at sælge en del af aktierne for at skaffe kapital.
Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter, understreger, at det er "helt afgørende", at selskabets ejere (landmændene) informeres udtømmende om konsekvenserne og hensigten med omlægningen.
"Det er en meget stor beslutning, men som udgangspunkt er omlægningen til aktieselskab en fornuftig ide. Svineproducenternes økonomi er så anstrengt, at vi ikke har råd til at investere yderligere i selskabet. Bankerne vil ikke låne os flere penge. Derfor virker det rigtigt at lave en konstruktion, der kan tiltrække eksterne investorer, som kan hjælpe med at finansiere de kommende års vækst".
Ekspert i den danske andelsbevægelse, professor Flemming Just, tilføjer:
"Planen om at ændre Danish Crown til et aktieselskab udspringer formentlig af, at andelshaverne – de danske landmænd – er så økonomisk pressede, at de vanskeligt kan finansiere yderligere udvikling af selskabet. I et A/S vil det samtidig være nemmere at indgå i alliancer med eksempelvis tyske slagterier".
Planen om at omdanne Danish Crown til et aktieselskab er betinget af godkendelse i selskabets repræsentantskab. Den endelige beslutning træffes inden årets udgang.
Annonce: