

Offentliggjort 19.02.10 kl. 14:23 - opdateret kl. 14:52
Base1-ejer Lars Vermund Andersens private selskab ligger i ruiner.
Inden den private millionvillas skæbne endnu er afgjort på tvangsauktion, tårner nye problemer sig op for ejendomsmægler Lars Vermund Andersen, direktør og medejer i ejendomsmæglerkæden Base1.
LÆS OGSÅ: Mæglers luksusvilla går på tvangsauktion
Mæglerens private selskab, Vermund Holding A/S, er ifølge statstidende taget under konkursbehandling.
Kurator i konkursboet, advokat Ole Larsen, siger til epn.dk, at det er Skat, der har begæret selskabet konkurs på grund af en ubetalt gæld på 30.000 kr.
Ole Larsen er endnu ikke langt nok med opgørelse af konkursboet til, at han kan tegne et aktuelt billede af Lars Vermund Andersens kriseramte selskab.
Men af det senest aflagte regnskab fremgår det, at selskabet ved udgangen af 2008 havde en negativ egenkapital på mere end 40 mio. kr.
Vermund Holding har kørt med millionstore underskud flere år i træk. Senest blev det til et minus på 8,5 mio. kr. i 2008.
Vermund Holdings primære formål er at eje Lars Vermund Andersens 51 pct. aktieandel i mæglerkæden Base1, som driver ni ejendomsmægler-butikker i Københavnsområdet. De resterende 49 pct. af Base1 ejes af selskabet Property Partners.
Med konkursbegæringen er der skabt usikkerhed om fremtiden for Lars Vermund Andersens majoritetsandel af den stærkt underskudsgivende mæglerkæde.
Overfor epn.dk afviser Lars Vermund Andersen dog, at krakket i Vermund Holding får betydning for driften i Base1.
Annonce: