

Nogle ejendomsmæglere har et noget overdrevet forhold til egne evner, når det kommer til at kaste langt. Foto: Colourbox
Offentliggjort 04.02.12 kl. 09:29
Når det gælder om at kaste langt, så er ingen bedre end danske ejendomsmæglere.
Mikkel Hansen, Niklas Landin og de andre håndboldhelte kan godt gå hjem og lægge sig, når det gælder den ædle kunst at kaste en rund genstand så langt som muligt.
Mange jublede ganske vist, da Danmarks målmand Niklas Landin i EM-slutrundekampen mod Serbien den 17. januar fra kanten af sit eget målfelt resolut kastede bolden i hele banens længde og scorede sit første landskampmål i den tomme kasse i den modsatte ende.
Unægtelig en sjælden præstation, men målt i meter dog kun i omegnen af de 34.
Så er der anderledes svung over de danske ejendomsmæglere.
Boliga.dk har for Søndagsavisen foretaget en stikprøveundersøgelse, der viser, at "et stenkast" i en boligannonce for de bedste ejendomsmæglere kan nå op på ikke mindre end 943 meter.
Det 28 gange så langt som Niklas Landins mindeværdige præstation, 10 gange så langt som verdensrekorden i spydkast og 13 gange så langt, som verdensmesteren i diskoskast kan nå ud med sin areodynamiske tallerken.
Ejendomsmæglerne har da også oppet sig i den grad. I forhold til en tilsvarende stikprøve for halvandet år siden er gennemsnittet vokset fra 153 til 239 meter, og det længste kast er forbedret fra 343 meter til 943.
Den ukårne mester blandt ejendomsmæglerne p.t. er Lars Bach, statsautoriseret ejendomsmægler og indehaver af Nybolig i Nyborg.
Han har i øjeblikket et hus til salg på Odensevej 34, hvorom han skriver: 'En pæn bolig i landlige omgivelser - med udsigt til åben mark - og alligevel kun 'et stenkast' fra Ørbæk.'
Det er denne afstand - fra Odensevej 34 til udkanten af Ørbæk - som Boliga i fugleflugt måler til 943 meter.
»Nej, nej, nej. Jeg har ikke specielle forudsætninger som stenkaster. Hverken som spydkaster eller noget andet,« bedyrer Lars Bach.
Han fortæller, at meningen alene er at signalere, at huset ligger lige i udkanten af byen.
»Men faktisk bruger vi slet ikke det ord mere. Det gælder også ord som 'ny' eller 'nyere', som også kan misforstås. Jeg havde faktisk glemt, at der stod noget med stenkast i den annonce. Det er et hus, der har været til salg meget længe,« siger Lars Bach.
Det er dog ikke kun Lars Bach, der vil kunne gøre en god figur ved det forestående OL i London.
Hans kollegaer hos Realmæglerne i Viby på Sjælland beskriver tilsvarende en afstand på 839 meter som 'et stenkast fra byen', mens home i Esbjerg ligefrem skelner mellem små og store stenkast.
Mægleren her skriver således om en bolig i Bramming øst for Esbjerg, at den ligger 'et lille stenkast fra Kaj Lykke Golfklub'.
Et lille stenkast er på de kanter på 218 m.
I den anden ende er der også mæglere, der nok ikke skal stille op til danmarksmesterskabet i stenkast.
Det gælder således Per Kofoed, Realmæglerne i Rønne på Bornholm, som kun når ud på sølle 20 meter.
»Det er en sidsteplads, som jeg ikke er specielt ked af,« siger Per Kofoed.
Han afviser, at 'en spytklat' ville have været en mere passende beskrivelse.
»Hvis man kan spytte 20 meter, så er man altså ret dygtig.«
Søndagsavisen
Annonce: