

Fem af verdens store medicinalproducenter er ved at være klar til at profitere på at levere H1N1-vacciner i milliardklassen. Foto: JP/arkivfoto
Offentliggjort 01.11.09 kl. 16:30
Fem af verdens store medicinalproducenter er ved at være klar til at profitere på at levere H1N1-vacciner i milliardklassen.
Beredskabet, der skal sikre udsatte grupper mod at blive ramt af influenza A (H1N1), er så småt klar til at blive effektueret.
Britiske GlaxoSmithKline (GSK), der producerer vaccinen "Pandemrix", ser ud til at være kommet længst blandt giganterne med sin vaccine. Det skriver E24.no.
På verdensplan har GSK modtaget ordrer på over 440 millioner doser.
Herhjemme har den danske regering indgået en aftale med GSK om at købe 3,1 millioner doser H1N1-vaccine, hvilket vil være nok til at vaccinere 1,55 mio. danskere.
Influenzamedicinen Tamiflu, som blev vidt og bredt anvendt i 2005-udbruddet af fugleinfluenza i Sydøstasien, sælges af det schweiziske selskab Roche.
I år regner Roche med at sælge Tamiflu for ca. 20 milliarder kroner på verdensplan. Det vil i år gøre Tamiflu til Roches fjerde mest solgte lægemiddel.
Tamiflu udgør ca. 6 procent af Roches samlede indtægter, og selskabet har øget produktionskapaciteten til ca. 400 millioner pakker Tamiflu i år.
De øvrige medicinalgiganter med vacciner på H1N1-markedet er schweiziske Novartis med "Focetria", amerikanske Baxter med "Celvapan" og AstraZeneca, der er dannet ved en fusion af svenske Astra og britiske Zeneca, som har produceret vaccinen "Novel Influenza A".
Derudover er franske Sanofi-Aventis, verdens fjerde største producent af receptpligtig medicin, snart klar med en influeanza-vaccine, som endnu ikke er navngivet.
Selv om nye undersøgelser viser, at en enkelt dosis vil være tilstrækkelig for de fleste mennesker, vil udbuddet af vacciner mod H1N1 også næste år være under de 4,9 milliarder doser, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anser for nødvendig.
Det er medicinalselskaberne, som har nedsat produktionen, da de i øjeblikket trods alt ikke venter så stor efterspørgsel på H1N1-vaccine, som WHO gør.
Alle selskaber ventes dog at profitere stort på order fra hele verden.
Også producenter af antibakterielle sæber oplever salgsfremgang i bekæmpelsen af H1N1-influenzaen.
Allerede tidligere på året mærkede ISS en øget efterspørgsel fra danske virksomheder, der har kontorer i lande, hvor sygdommen raser.
Den britiske sæbegigant PZ Cussons oplever ligeledes en betydelig stigning i salget af antibakterielle sæber på verdensplan.
I Storbritannien er salget af håndgeléen Carex ifølge BBC steget med 200 pct., og ifølge PZ Cussons, der hovedsagligt opererer i Storbritannien, Nigeria, Australien og Indonesien, oplever koncernen til trods for den globale finansielle situation, et godt salg i alle regioner.
Annonce:
Annonce:
Annonce: