

Arkivfoto
Offentliggjort 26.11.07 kl. 09:57
Ulovlige kopimøbler koster årligt de danske producenter af designmøbler millioner af kroner.
Derfor sætter Foreningen Dansk Møbelindustri en offensiv ind i kampen mod piratkopier. Indsatsen er i første omgang informationskampagne og overvågningsordning.
Ifølge brancheforeningen presses danske designmøbelvirksomheder på økonomien af piratkopier.
Det skyldes både mistet omsætning til pirat-producenterne samt de stadigt stigende udgifter til beskyttelse mod og bekæmpelse af piratkopierne. Alene det seneste år har SKAT beslaglagt 16 containere med ulovlige kopimøbler her i landet:
"Der er store penge på spil i ulovlig import og salg af kopimøbler, og det lokker desværre svage sjæle både i og uden for møbelbranchen på afveje - måske fordi folk ikke tror at der er tale om alvorlige lovovertrædelser, selv om strafferammen faktisk er op til seks års fængsel,"siger adm. direktør Keld Korsager, Foreningen Dansk Møbelindustri for fortsætter:
"Vi ønsker at ændre holdningen til kopimøbler og gøre det socialt uacceptabelt at fremstille, importere eller handle med dem."
Organisationen fastslår, at langt hovedparten af den ulovlige trafik med kopimøbler foregår via internettet. Derfor har Dansk Møbelindustri etableret en særlig overvågningsordning, hvortil foreningens medlemmer kan indberette hjemmesider, der er under mistanke for at markedsføre piratkopier af danske designmøbler.
Når overvågningen opfanget et muligt plagiat, går der besked til den møbelvirksomhed, hvis rettigheder trues, og medlemsvirksomheden kan derefter vælge at forfølge sagen på favorable vilkår med juridisk bistand fra eksperter.
"Desuden har vi oprettet en hjemmeside, der sagligt og faktuelt informerer branchen om kopimøbel-problematikken og giver gode råd om, hvordan man som møbelvirksomhed bør forholde sig, hvis man mener sig krænket af piratkopier," mener Keld Korsager.
Endelig har Foreningen Dansk Møbelindustri iværksat en præventiv annoncekampagne i flere af branchens fagblade.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: