

Nogle af de voldsomste protester over den planlagte sporudvidelse i Sønderjylland kom fra Danmarks største godsoperatør DB Schenker, som advarede mod fallit. Arkivfoto: DB Schenker
Offentliggjort 23.02.12 kl. 14:24
Hårde protester fra gods- og passageroperatør gjorde nyt jernbanespor 55 mio. kr. dyrere.
En prop i flaskehalsen på den danske togtrafik mellem Danmark og Tyskland kan om et par år fjernes, når et nyt 20 km langt dobbeltspor tages i brug mellem Vamdrup og Vojens.
Banedanmark offentliggjorde torsdag miljøredegørelsen for dobbeltsporsprojektet i Sydjylland, og dermed kan byggeriet starte i 2013. Dobbeltsporet skal efter planen tages i brug i 2015.
”Etableringen af dobbeltspor på strækningen vil fjerne en flaskehals i den jyske banekorridor mellem Danmark og Tyskland og dermed understøtte den langsigtede udvikling af gods på jernbanen,” siger trafikminister Henrik Dam Kristensen (S) i en pressemeddelelse.
Togene vil fremover kunne køre 160 km/timen på hele strækningen i modsætning til i dag, hvor der på den enkeltsporede strækning i dag flere steder kun kan køres med 120 km/timen. Det giver mere præcise tog, kortere transporttid og udvider kapaciteten for godstog, understreger Banedanmark, som har ansvaret for byggeprojektet.
Banedanmark venter frem mod 2025 en markant stigning i godstrafikken på skinner og også flere passagerer, og hovedårsagerne er øget mobilitet i samfundet og større international samhandel, anfører Banedanmark.
Når Femer-forbindelsen tages i brug i 2020 - også med dobbeltspor, ventes godstrafikken til Tyskland at aftage. Men i de mellemliggende syv år bliver der rigeligt brug for den ekstra kapacitet i Sydjylland, vurderer Banedanmark i miljøredegørelsen.
"Behovet for dobbeltsporet mellem Vamdrup og Vojens vil fortsat være til stede efter indvielsen af anlæggene i Nordtyskland, da godstrafikken på bane generelt vil stige i de kommende år," siger Martin Munk Hansen, områdechef i Banedanmark.
Men baneprojektet var næppe blevet realiseret uden en ekstrabevilling fra Folketinget på 55 mio. kr. For det har vist sig nødvendigt at imødekomme en række indsigelser fra gods- og passageroperatører, der undervejs i høringsfasen i meget kraftige vendinger har advaret mod generne for togtrafikken i anlægsperionden.
Operatørerne har primært rettet indsigelserne mod den lange række af hele eller delvise lukninger af banestrækningen, som var planlagt under anlægsarbejdet. Banedanmarks løsning: At lade passagererne transportere i bus, mens banelukningerne stod på, er blevet mødt med hård kritik.
DB Schenker, som er Danmarks største operatør af toggods, har advaret om, at godsoperatørerne ganske enkelt ville gå fallit, hvis Banedanmark fastholdt sin oprindelige plan om at lukke banestrækningen i et større antal dage.
Sporudvidelsen "vil smadre godstransporten i Danmark", sagde DB Schenckers adm. direktør, Stig Kyster-Hansen, allerede i november sidste år, da høringsfasen var afsluttet.
"Man lukker af for, hvad der svarer til 450.000 lastbiler om året fra hele Skandinavien. Det vil skabe endnu mere pres på vejnettet og skabe en voldsomt øget forurening," sagde Stig Kyster-Hansen ved den lejlighed til b.dk.
En anden godsoperatør, Hectorrail, mente i sit høringssvar, at totalspærringerne ganske enkelt ville være uacceptable for kunderne, som derfor permanent vil flytte godset over til andre transportformer.
DSB protesterede over udsigten til et økonomisk tab på strækningen, og den statslige operatør gjorde det klart over for Banedanmark, at den oprindelige plan ville ligge over den "tålegrænse", der er indbygget i DSB's kontrakter.
Heller ikke Dansk Industri har været begejstret og gav i sit høringssvar udtryk for, at projektet kan opfattes som værende i modstrid mod regeringens ønske om at fremme gods på jernbane.
Den samlede pris er dermed endt på 755 mio. kr., hvilket altså er 55 mio. kr. mere end det oprindeligt afsatte projektbeløb. De ekstra millioner blev bevilget i forbindelse med den trafikpolitiske aftale i starten af februar, og dermed blev det muligt at gennemføre projektet med væsentligt færre totalspærringer af banestrækningen end oprindeligt planlagt.
"Vi er glade for, at vi kan bygge det ekstra spor med færrest mulige spærringer, så både passager- og godstrafikken kan køre normalt i langt det meste af anlægsperioden. Og vi kan yderligere mindske generne ved at koordinere med de spærringer, der allerede er planlagt i forbindelse med den nødvendige vedligeholdelse af fjernbanestrækningen i øvrigt," siger Martin Munk Hansen.
Det forventes at anlægsarbejderne kan starte i 2013, så det nye spor kan tages i brug i slutningen af 2015.
Banedanmark sendte miljøredegørelsen i høring i perioden 13. maj 2011 til den 29. juni 2011 og modtog 27 høringssvar.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: