

Cimber Sterling og Norwegian dominerer flyprisindexet. Foto: JP, Kollage: Ulla Nørby
Offentliggjort 13.08.10 kl. 10:04
Er du på jagt efter en billig rejse, kan du glæde dig til efteråret, hvor priserne er væsentligt lavere end sidste år.
Sommeren er knap gået på hæld, og kufferten fra sommerferien er måske ikke pakket ud endnu. Men mange danskere er allerede begyndt at finde ud af, hvor de vil rejse hen til efteråret.
Er du en af dem, der er på jagt efter en rejse, så har du god grund til at glæde sig til dette efterår. Den seneste udgave af Dansk Flyprisindex viser nemlig tegn på, at flyrejserne er billigere i september måned, end det var tilfældet sidste år.
Dansk Flyprisindex, der udgives af Travelmarket.dk, tjekker hver måned flypriserne på europæiske og interkontinentale destinationer.
Indekset viser, at i uge 36 er de gennemsnitlige priser på flybilletter op til 10 procent billigere i forhold til sidste år, hvis du rejser fra København.
Vælger man at rejse fra lufthavnene i Billund, Aalborg eller Århus, vil billetterne være endnu billigere. Her er de gennemsnitligt 20-25 procent billigere end i uge 36 i 2009.
En del af forklaringen på de store prisfald i Jylland er, at udbuddet er blevet større.
”Der er kommet flere direkte fritidsruter fra det jyske marked, hvilket har betydet lavere billetpriser for vestdanskerne. Herudover er der kommet ny og mere kapacitet ind på eksisterende ruter fra bl.a. København, hvilket dermed også har øget muligheden for billige rejser,” siger administrerende direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.
De to flyselskaber som dominerer de europæiske ruter på denne måneds flyprisindeks er konkurrenterne Cimber Sterling og Norwegian. De er repræsenteret henholdsvis 15 gange og 11 gange på indekset.
SAS er derimod kun repræsenteret på seks ud af indeksets 50 ruter.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: