

Det franske containerskib er opkaldt efter Christoffer Columbus, som opdagede Amerika i 1492. Foto: CMA CGM
Offentliggjort 12.07.10 kl. 15:46 - opdateret kl. 16:17
Fransk rederi blæser til angreb på containermarkedet med søsætningen af kæmpefartøj.
Det franske rederi CMA CGM Group træder ind i kampen om at råde over verdens største containerskib.
Rederiet har netop søsat "Christophe Colomb", som ifølge selskabet kan laste 13.800 containere på 20 fod.
A.P. Møller-Mærsks største fartøj, "Emma Mærsk" og dets syv søsterskibe i den såkaldte "Serie PS", har officielt plads til 11.000 containere af samme størrelse.
A.P. Møller-Mærsk er dog kendt for at være meget konservativ i sin angivelse af lasteevnen. I brancen lyder vurderingen, at "Serie PS"-skibene kan medtage 13.000-15.000 stk. 20-fodscontainere.
Det nye franske containerskib er 365 meter langt og 51 meter bredt. Dermed er det ikke så stort som A.P. Møller-Mærsks PS-skibe, der måler 398 meter i længden og 56 meter i bredden.
"Emma Mærsk" blev sat i drift i 2006, og "Eugen Mærsk" blev som det sidste af PS-skibene søsat i 2008.
"Christophe Colomb" er det hidtil største fartøj af sin art under fransk flag. Det er det første i en serie af otte fartøjer, som ifølge rederiet skal opkaldes efter kendte eventyrrejsende.
Det franske fartøj skal formentlig sættes ind i rederiets trafik mellem Europa og Asien. Søsætningen sker samtidig med, at rederiet CMA CGM Group, der er verdens tredjestørste containerrederi, offentliggør tal, som viser, at der atter er fremgang.
I første kvartal er fragtvolumen steget med 21 pct. sammenlignet med den tilsvarende periode i fjor.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: