

Offentliggjort 10.08.10 kl. 11:01
Hundredvis af tabte containere har lukket Indiens største containerhavn efter skibskollision. Se videoen her.
En kollision mellem to fragtskibe ud for den indiske millionby Mumbai har lukket al trafik til og fra to havne, som tilsammen håndterer omkring 40 pct. af Indiens samlede eksport.
Det drejer sig om Indiens største containerhavn Jawaharlal Nehru Port, som A.P. Møller - Mærsk via APM Terminals er med til at drive, og den nærliggende havn Mumbai Port.
Skibskollisionen skete i lørdags. Mens det ene skib, "MV Khalijia 3", ved egen kraft kunne sejle ind og lægge til i havnen, blev det mellemstore containerskib "MSC Chitra" tilhørende rederiet Mediterranean Shipping Co. anderledes hårdt ramt.
Ifølge Bloomberg News har MSC Chitra mistet omkring 250 af sine 1.219 containere, mens den også har lækket betydelige mængder miljøskadelig olie fra brændstoftankene.
De indiske myndigheder oplyser, at MSC Chitra havde 31 containere med farlige kemikalier ombord, men det er indtil videre uvist, om de er blandt de tabte containere.
Selvom kollisionen skete i lørdags, kan der gå flere dage, inden de to havne vil blive åbnet for trafik igen.
Årsagen er ifølge Bloomberg News, at mange af de tabte containere ligger og blokerer indsejlingen til havnene.
Op mod 32 fragtskibe er strandede enten i havnene eller uden for, mens de venter på, at oprydningen skal blive færdiggjort.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: