
Offentliggjort 20.11.09 kl. 11:40
Parkens karismatiske formand bliver slagtet i en analyse af de fortrædeligheder, der har bragt FCK-ejeren på konkursens rand.
Økonomisk Ugebrev lægger på ingen måder fingre imellem i en bramfri analyse af Parken Sport & Entertainment i kølvandet på dt børsnoterede selskabs dramatiske kvartalsregnskab torsdag aften.
I usædvanligt skarpe vendinger svinger ugebrevet krabasken over især Parkens engang så magtfulde og beundrede arbejdende bestyrelsesformand, Flemming Østergaard.
Don Ø, som han hedder i folkemunde, bliver tildelt mere eller mindre hele skylden for, at Parken - med Økonomisk Ugebrevs ord - befinder sig på randen af konkurs og kun i kraft af en aktieudvidelse på en halv milliard kroner støttet af hovedbankforbindelsen og hovedaktionærerne har en chance for at overleve.
Selskabet har officielt meldt ud, at Flemming Østergaard senest om fire år stopper som bestyrelsesformand.
Men ifølge Økonomisk Ugebrev vil han sandsynligvis være væk inden der er gået et halvt år.
"Meget kan læses på og mellem linjerne i torsdagens børsmeddelelse. For det første er Flemming Østergaard færdig. Han har mistet magten. Storaktionærer og bankforbindelsen Nordea har taget over. Hans løn bliver beskåret, hans opgaver reduceret til at være traditionel bestyrelsesformand, og der kommer ikke flere lukrative optionsordninger. Antageligt er han væk inden for en halvt år – på trods af den officielle meddelelse om, at han stopper om senest fire år, når han fylder 70," skriver Økonomisk Ugebrev blandt andet.
Trods gode muligheder for at få en kapitaludvidelse på plads, ser ugebrevet mildest talt ikke optimistisk på Parken Sport & Entertainments fremtidsudsigter.
"Med fortsat presset lønsomhed på Fitness.dk og Lalandia – og en underskudsgivende fodboldforretning – er det vanskeligt at se de store overskud. De kommende 3-4 år vil Parken antageligt mest blive en afviklingsforretning, hvor der skæres til og sælges fra," skriver Økonomisk Ugebrev, der spekulerer i, at selskabet om nogle år vil tage sit gamle navn "FCK" tilbage, når der ikke er andet end fodboldforretningen tilbage.
Læs hele ugebrevets analyse af Parken her
Prøv Økonomisk Ugebrev gratis og uforpligtende
Tv: Portræt af Flemming Østergaard: Man skal være et fæ! (februar 2007)
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: