

Offentliggjort 02.12.09 kl. 11:34 - opdateret kl. 16:00
En tysk avis beskylder FCK for svindel, men Flemming Østergaard kan i første omgang ånde lettet op.
Efter tirsdagens voldsomme dyk, stiger Parken Sport og Entertainment onsdag pænt på børsen.
Kursen var kl. 13.30 steget med 3,57 pct., og blev således handlet i kurs 290. Siden er kursen dog faldet en anelse tilbage, og handles omkring kl. 16.00 i kurs 288, hvilket er 2,86 pct. højere end tirsdagens lukkekurs.
Det sker på trods af, at FC København er omtalt i en artikel i den tyske avis Sport Bild som et af de hold, der er under mistanke i den historisk store match fixing-skandale, hvor mere end 200 kampe er mistænkt for at være afgjort efter aftalt spil.
Men det giver investorerne tilsyneladende ikke meget for, og bestyrelsesformand Flemming Østergaard afviser da også på det kraftigste alle anklager om aftalt spil.
"Hold da kæft. Det er vanvittigt, det har jeg overhovedet ikke hørt om. Der skal meget til for at chokere mig, men det her chokerer mig," siger han til BT og fortsætter.
"Der er vel ingen, der forestiller sig, at vi skulle være involveret i det her. Hvad glæde skulle vi have af det? Vi mistede 125 mio. kr. ved at tabe på Cypern. Så skulle cyprioterne give os en check på minimum 125 mio. kr. eller hvad? Det er jo helt langt ude."
Annonce: