

Offentliggjort 24.01.10 kl. 07:53
Et aldrende ægtepar fra Greve fik tilbudt lån til aktier i deres bank, skønt deres eneste indtægt var folkepensionen. I dag fortryder de, at de tog imod tilbuddet.
Garantkapital er en særlig form for kapital, som indgår i en sparekasses egenkapital og derfor typisk giver en højere forrentning end almindelige bankindskud. Til gengæld er garantkapital ikke omfattet af den normale indskydergaranti. Dermed er pengene tabt, hvis en sparekasse går ned.
Har du oplevet at komme i klemme i din bank, vil vi gerne høre din historie. Klik her.
Læs mere om artikelserien her.
Anni og Bjørn Rigdahl Meier måtte låne sig frem, da de sidste år kunne fejre guldbryllup.
De Roskilde Bank aktier, der skulle have betalt for festen er intet værd. Mens lånet til at købe aktierne for æder en femtedel af deres indtjening hver måned.
79-årige Bjørn og knap 73-årige Anni Rigdahl Meier var allerede pensionister uden anden indtjening end folkepensionen, da de fik brev fra Roskilde Banks direktør Niels Valentin Hansen med tilbud om, at de kunne låne til at købe aktier i banken.
De lånte i alt 25.000 kr., som de nu filer ned med 2.500 kr. om måneden i deres nye bank.
Roskilde Bank eksisterer i dag kun som afviklingsbank for de kunder, ingen andre banker har villet overtage. Finanstilsynets undersøgelser har vist aggressivt salg af bankens egne aktier til kunderne.
De, som ikke havde opsparing, fik uden videre bevilget et lån til at købe aktier i banken.
TV: Mød ægteparret der mistede det hele
»Vi tænkte, at når banken troede på os, så var alt nok ok. Vi skulle jo fejre guldbryllup, og tænkte, at vi kunne sælge aktierne til den tid og holde en stor fest. Det endte jo så med, at vi måtte låne til festen,« siger Anni Rigdahl Meier.
Mens hendes ægtemand tørt konstaterer:
»Vi har været naive, og banken har været klogere end os. Den slags koster.«
De to, som aldrig havde investeret før, blev på intet tidspunkt spurgt ind til deres risikoprofil. Ligesom de ikke blev informeret om risikoen ved at låne til køb af en enkelt aktie.
Tværtimod var brevet fra Niels Valentin Hansen mere end positivt omkring fremtidsudsigterne for banken og afkastet fra aktien.
Morgenavisen Jyllands-Posten ville gerne have spurgt den tidligere bankdirektør, om han fortryder det aggressive salg i lyset af hvor mange kunder, der siden er kommet i klemme. Men Niels Valentin Hansen har ikke ønsket at tale med avisen.