Tip     Print    RSS    Del    

Advokat: Banken burde have informeret

Af CAMILLA NOWAK, advokat

Offentliggjort 28.01.10 kl. 08:11

Sparbank burde have oplyst om sine priser, inden den tog krævede 20 pct. for at flytte aktier, fastslår en ekspert.

Camilla Nowak, advokat hos Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S. Foto: Nicolai Lorenzen

Relaterede artikler

Fanget i shoppekaos

Bankkunde sage nej - men tabte halv mio.

Bankkunde: Må jeg se mine papirer?

Se alle >>

BREVKASSEN ER LUKKET

Kære læser

Advokat Camilla Nowak besvarer ikke længere spørgsmål i serien "Bankkunder i klemme". Tak til alle læsere, der har sendt spørgsmål.

Camilla Nowak

• Advokat med speciale i finans- og bankjura
• HD i finansiel rådgivning
• Advokat hos Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S
• Har arbejdet otte år som chefjurist i Danske Andelskasser Bank A/S
• Har desuden i perioder udført arbejde for GrønlandsBANKEN A/S

Regler og retningslinjer for brevkassen

• Spørgsmål, der udvælges til besvarelse, bringes under mærke, hvilket skal angives. Redaktionen skal dog kende spørgerens identitet og adresse.
• Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte spørgsmål.
• Svarene i brevkassen er ikke individuel rådgivning, men generel orientering, der bringes uden ansvar for Jyllands-Posten.
• Spørgsmål besvares som udgangspunkt ikke privat.

En del af serien:

Generelt om priser og gebyrer

Pengeinstitutters opkrævning af renter og gebyrer har været genstand for debat i mange år. Som oftest er det ikke selve gebyrernes/renternes berettigelse i sig selv, der betvivles, men mere størrelsen af de enkelte gebyrer, renter, omkostninger, der føles urimelige. Gennemgår man Pengeinstitutankenævnets afgørelser på området, kan det endvidere ses, at spørgsmålenes indhold har ændret karakter i takt med, at der er kommet øget regulering på området, idet mange spørgsmål nu kan afgøres med direkte henvisning til reglerne på det specifikke område.

Spørgsmålet om, hvilke renter, gebyrer og andre omkostninger et pengeinstitut må opkræve og i givet fald på hvilken måde, reguleres således af et utal af regelsæt, der ikke er blevet færre med årene, idet udviklingen går i retning af mere omfattende og kraftigere regulering. Nogle af reglerne gælder specifikt for pengeinstitutter, hvor andre er af mere generel karakter. For blot at opremse nogle enkelte kan nævnes:

- Kreditaftaleloven. der regulerer de oplysninger, som skal fremgå af låne- og kreditdokumenter, f.eks. Årlige Omkostninger i Procent (også kaldet ÅOP), pålydende og nominelle årlige renter, samt alle de gebyrer, som skal betales i lånets/kredittens løbetid.

- Renteloven, der bl.a. regulerer størrelsen på rykkergebyrer, der nu maksimalt kan fastsættes til kr. 100 pr. rykker, ligesom der maksimalt må fremsendes 3 rykkere vedrørende det samme forhold, forinden sagen sendes til inkasso.

- Lov om betalingstjenester, der pr. 1.11.2009 afløser lov om visse betalingsmidler. Her reguleres f.eks. oplysning om omkostninger ved overførsler af penge mellem personer.

- God Skik bekendtgørelsen, der bl.a. regulerer retten til en indlånskonto, fastsætter regler om rådgivning i det løbende kundeforhold samt forbyder vildledende og aggressiv markedsføring.

Prisoplysningsbekendtgørelsen

Pengeinstitutternes forpligtelse til at oplyse om gebyrer reguleres hovedsaglig af Prisoplysningsbekendtgørelsen af 24.1.2006, der afløste skiltningsbekendtgørelsen fra 1992.

Det fremgår direkte af bekendtgørelsen, at et pengeinstitut skal oplyse om størrelsen på samtlige egne gebyrer, som det opkræver. Oplysningerne skal være frit tilgængelige for forbrugerne og gives i forretningslokalet ved skiltning eller på anden tydelig måde samt på pengeinstituttets hjemmeside, såfremt pengeinstituttet har en hjemmeside, der er til rådighed for offentligheden (forpligtelsen omfatter således ikke oplysninger på et lokalt intranet).

Ved "tydelig måde" forstås at kunden på en nem og overskuelig måde kan finde de ønskede oplysninger. Oplysningerne i forretningslokalet kan for eksempel fremgå af en prisbog eller vises på en frit tilgængelig computerskærm. Kravet om at oplysningerne skal gives på en tydelig måde gælder ligeledes præsentationen af de enkelte oplysninger. Eksempelvis skal kunden på en nem og overskuelig måde kunne finde det relevante gebyr ved en søgning gennem pengeinstituttets gebyrer.

Manglende overholdelse af bekendtgørelsens regler vil ikke i sig selv have civilretlige konsekvenser. En kunde vil således ikke umiddelbart have et civilretligt krav mod et pengeinstitut, der ikke overholder bekendtgørelsens regler. Det vil være de finansielle ankenævn og domstolene, der i forbindelse med behandlingen af konkrete sager skal tage stilling til, om en overtrædelse af bekendtgørelsen kan udløse et civilretligt krav.

Såfremt Finanstilsynet finder, at en pengeinstitut ikke oveholder bekendtgørelsens bestemmelser, kan det give pengeinstituttet et påbud om berigtige de forhold, der strider mod prisoplysningsreglerne. Såfremt pengeinstituttet undlader at efterkomme et påbud kan det efter følgende straffes med bøde, ligesom Finanstilsynet med hjemmel i lov om finansiel virksomhed kan vælge at offentliggøre navnet på den virksomhed der har fået et påbud om overtrædelse af forhold, der er i strid med reglerne om prisoplysning.

Omkostninger ved overførsel af en forbrugers engagement til et nyt pengeinstitut

Hvor området i mange år ikke var særligt reguleret, udover den praksis som Pengeinstitutankenævnet fastsatte, har danske banker nu gennem European Banking Industry Committee den 24.9.08 tilsluttet sig fælles regler for flytning af private kunders anfordringskonti (fx lønkonto og budgetkonto) og/eller tilknyttede betalinger (Betalingsservice, indgående betalinger som fx løn og pension mv.). Reglerne gælder for alle landene i EU og sikrer kunderne en række rettigheder i forbindelse med flytning af sådanne konti, bl.a. at der ikke må opkræves gebyr herfor.

For alle andre kontotyper, herunder værdipapirdepoter, gælder dog fortsat, at det overførende pengeinstitut må opkræve sig rimelige omkostninger i forbindelse med overførslen til et andet. På den ene side står hensynet til den kunde, der skal betale for flytningen, på den anden side hensynet til det overførende pengeinstitut, der skal bruge ressourcer til at opgøre og flytte depoter, konti mv. For at tilgodese begge sider skal omkostningerne derfor stå i rimeligt forhold til de ressourcer, de omkostninger og den arbejdstid, som pengeinstituttet har ved overførslen.

Når det skal vurderes, hvorvidt opkrævede omkostninger til overflytning af værdipapirer er rimelige, er der flere forhold, der gør sig gældende. Som eksempel kan nævnes følgende:

- er der tale om danske eller udenlandske værdipapirer, idet sidstnævnte alt andet lige vil være mere ressourcekrævende og dermed dyrere at flytte,

- er der tale om værdipapirer, der handles på et offentligt eller ikke-offentligt marked, idet omkostninger ved flytning af sidstnævnte er størst,

- er der tale om, at der skal flytte mere end et depot,

- er spredningen på værdipapirerne i depotet stor, idet tidsforbruget på flytningen pr. fondskode og dermed pengeinstituttets ressourceforbrug er ens, uanset om der flyttes én aktie eller flere aktier af samme slags. Dette kan føre til det uheldige resultat, at omkostningerne bliver uforholdsmæssigt store, hvis der har været tale om mange enkeltaktier af beskeden værdi. Da omkostningerne ved at flytte én enkelt aktie med en kursværdi på eksempelvis kr. 1.200 er de samme som ved at flytte mange identiske aktier eller én stor aktie til en samlet værdi af eksempelvis kr. 1.200.000.

Den konkrete sag

Som det kan ses af ovenstående, er der i forhold til den konkrete sag flere forhold, der skal medtages i vurderingen af, hvorvidt banken har opfyldt sine forpligtelser. Det kan således måske med rette antages, at der har været tale om anmodning om overførsel af et stort antal udenlandske enkeltaktier af beskeden værdi, hvilket betyder, at banken som udgangspunkt har haft ret til højere gebyrer, (hvorvidt disse enkeltvist har været rimelige, kan ikke vurderes på det foreliggende grundlag), end hvis dette ikke var tilfældet, men noget helt andet er dog, om banken har opfyldt sin oplysningsforpligtelser i forbindelse med overførslen?

Udgangspunktet er, at banken har sine udenlanske værdipapirer i depot hos en samarbejdspartner, hvilket ikke er usædvanligt og en løsning, der benyttes af mange små og mellemstor pengeinstitutter. De opkrævede omkostninger vedrører således for størstedelens vedkommende bankens eksterne samarbejdspartner, der naturligvis også skal have betaling for sit arbejde. Som det er anført ovenfor, er der i henhold til prisoplysningsbekendtgørelsen kun pligt til at oplyse om egne gebyrer, men selvom der som udgangspunkt ikke har været tale om bankens "egne" gebyrer, er det min opfattelse, at banken, i hvert fald som minimum på sin hjemmeside eller i sit forretningslokale, har været forpligtet til på forhånd at give oplysning om omkostningernes størrelse, eller i hvert fald burde have gjort tydeligt opmærksom på, at man benyttede en eksterne samarbejdspartner, således at kunden havde haft en reel mulighed for at vurdere, hvorvidt det kunne betale sig at flytte værdipapirerne, særligt når de eksterne udgifter udgjorde langt hovedparten at de samlede omkostninger. Man kan i den forbindelse spørge sig selv, om det ikke bør være kunden uvedkommende, om banken udfører ekspeditionen selv eller outsourcer opgaven til et andet pengeisntitut.

Det er derimod ikke min opfattelse, at bankens medarbejder, ud fra den eksisterende lovgivning, af egen drift og på forhånd var forpligtet til at udspecificere omkostningerne ved overførslen, uden at være særligt anmodet herom, særligt når der henses til, at der i korrespondancen blev gjort opmærksom på, at overførsel af engagementet kunne medføre omkostninger.