SENESTE NYT:
OMXC20  441.46 0.23% 
Dow Jones  12432.01 0.51% 
Nikkei  8633.89 0.26% 
Stil dit spørgsmål og få svar inden for 24 timer
B2B



Tip     Print    RSS    Del    

Brevkasse: Er man bundet til banken?

Offentliggjort 11.02.10 kl. 09:03

Advokat Camilla Nowak svarer her på læsernes spørgsmål om bankerne.

BREVKASSEN ER LUKKET

Kære læser

Advokat Camilla Nowak besvarer ikke længere spørgsmål i serien "Bankkunder i klemme". Tak til alle læsere, der har sendt spørgsmål.

Camilla Nowak
  • Advokat med speciale i finans- og bankjura
  • HD i finansiel rådgivning
  • Advokat hos Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S
  • Har arbejdet otte år som chefjurist i Danske Andelskasser Bank A/S
  • Har desuden i perioder udført arbejde for GrønlandsBANKEN A/S
Regler og retningslinjer for brevkassen
  • Spørgsmål, der udvælges til besvarelse, bringes under mærke, hvilket skal angives. Redaktionen skal dog kende spørgerens identitet og adresse.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte spørgsmål.
  • Svarene i brevkassen er ikke individuel rådgivning, men generel orientering, der bringes uden ansvar for Jyllands-Posten.
  • Spørgsmål besvares som udgangspunkt ikke privat.
En del af serien:

11.02.10:

Er man bundet til banken?

SPØRGSMÅL:

Kære Camilla Nowak

M og K's køb af ejerlejlighed i lige sameje i 2003 blev optaget et 5 pct. obligationslån 30-årigt i Totalkredit gennem K's bankforbindelse svarende til 80 pct. af købesummen.

K sælger nu sin part til M. Prisen for hele lejligheden er nu steget til 1.900.000 og Totalkreditlånet er nedbragt til 959.000. M har indtægt og velordnet økonomi, hvorefter han uden problemer kunne anerkendes til køb af ejendom til nævnte pris. Men K's bankforbindelse oplyser nu, at betingelser for, at M kan fortsætte lånet som eneskyldner er, at M skifter bank til en af Totalkredits samarbejdspartnere, og at denne bank stiller garanti (mod gebyr og omkostninger) for lånet.

Kan dette være rigtigt?

Med venlig hilsen

Spørger

SVAR:

Kære Spørger

Totalkredit adskiller sig fra andre realkreditinstitutter på den måde, at der oprindeligt var tale om et samarbejde mellem mange små pengeinstitutter, indtil salget til Nykredit for år tilbage. Princippet med at udbyde Totalkredits produkter gennem de små pengeinstitutter er dog bibeholdt.

Når man optager et lån i Totalkredit, stiller den bank/sparekasse/andelskasse, som man optager lånet igennem, garanti overfor Totalkredit efter nærmere fastsatte regler. Denne garantiforpligtelse bortfalder ikke, selvom kunden senere skifter pengeinstitut, medmindre kunden skifter til et pengeinstitut, der også har en aftale med Totalkredit og derfor kan overtage garantiforpligtelsen. I den konkrete sag betyder dette altså, at banken ”hænger” på garantiforpligtelsen, hvis M ikke skifter til et pengeinstitut, der er medlem af Totalkredit.

Dette betyder dog ikke, at det ikke kan lade sig gøre at få gældsovertagelse uden samtidigt skifte af pengeinstitut. I stedet for at gå gennem banken skal M henvende sig direkte til Totalkredit og anmode om gældsovertagelsen her. Totalkredit kreditvurderer herefter M og beslutter, om man ønsker at bevilge gældsovertagelsen uden garanti (dvs. Totalkredit overtager selv garantiforpligtelsen og friholder herefter K´s tidligere pengeinstitut). Såfremt gældsovertagelsen bevilges er det altså ikke nødvendigt at skifte pengeinstitut.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat
Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

__________________________________________

08.02.10:

Kunne du overskue konsekvenserne?

SPØRGSMÅL:

Kære Camilla Nowak

Jeg købte den 26.10.2007 490 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutra-Obl til kurs 102,000. Jeg fik tilsendt brochuren "Vejen til et mere stabilt afkast" fra banken, hvad gør jeg?

Med venlig hilsen

PH

SVAR:

Kære PH

Som det givetvis er bekendt har Hedgeforeningen Jyske Invest/Jyske Bank A/S modtaget en påtale fra Finanstilsynet, fordi man mente, at den brochure, der blev udleveret i forbindelse med salget af de pågældende værdipapirer ikke udgjorde ”en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringerne”. Påtalen tog i øvrigt ikke hensyn til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde i øvrigt havde levet op til kravene.

Dette betyder, at selvom alle sagerne som udgangspunkt ligner hinanden, så kan der være konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde, der stiller sagen anderledes for vedkommende.

De ting, der vil blive lagt vægt på ved vurderingen af ens sag er f.eks. om man har solgt dig et produkt, som du ikke kunne overskue risikoen ved (om du er en erfaren investor), om du udover brochuren har fået anden rådgivning eller andet materiale udleveret, om købet af værdipapirerne stemmer overens med din risikoprofil (enten ud fra en konkret foretagen risikovurdering eller ud fra, om du historisk set altid har investeret meget forsigtigt), samt om din samlede portefølje efter købet stemmer overens med din risikoprofil. Forholdene vil blive vægtet ud fra en samlet vurdering.

Hvis du ønsker at gå videre med sagen, kan du eventuelt klikke ind på siden jyskeinvesthedge.net og søge oplysninger om det gruppesøgsmål man påtænker at anlægge, eller du kan kontakte en advokat, der kan hjælpe dig med at foretage en konkret vurdering af din sag.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat
Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

__________________________________________

08.02.10:

Garantkonto og dødsfald

SPØRGSMÅL:

Kære Camilla Nowak

Kan en bank nægte at udbetale pengene på en garantkonto hvis kontohaver er afgået ved døden?

Det drejer sig om min far,der er død. Min mor ville have hans garantindskud udbetalt, men fik af pengeinstituttet at vide, at det kunne hun ikke.

Det skulle overføres til hendes garantkonto, lød forklaringen.

Med venlig hilsen

E. Christensen

SVAR:

Kære E. Christensen

Ja, det kan de faktisk godt, medmindre sparekassens vedtægter bestemmer noget andet.

Når det er sagt, så er det dog min opfattelse, at de fleste sparekasser vil vælge at indløse garantbeviset ved en garants død, såfremt man anmoder herom, og såfremt sparekassens basiskapital i øvrigt ikke derved bringes under kapitalkravet i Lov om Finansiel Virksomhed.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat
Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

__________________________________________

03.02.10:

Bankkunden klagede - og fik en anmærkning

SPØRGSMÅL:

Kære Camilla Nowak

Jeg ser annonce fra Nordea: 3,25 pct. rente for penge bundet to år på en fastrentekonto. Pæn rente i dag. Fristes og ringer til den såkaldte bankrådgiver og udtrykker min interesse. Hun lover at sende nærmere betingelser samt papir til underskrift om aftale. Efter grundigere overvejelser vælger jeg imidlertid dagen efter at købe statsobligationer og går - som alle mine bekendte - ud fra som givet, at en bindende aftale om fastrentekonto først er gældende ved min underskrift.

Papirerne kommer fire dage senere, men allerede to dage efter telefonsamtalen tages 40.000 kr. fra min lønkonto og sættes i en nyoprettet fastrentekonto. En hel uge søger jeg talrige gange at få kontakt med bankrådgiveren eller en anden medarbejder for at få rettet fejlen, men forgæves. Otte dage efter oprindelige samtale ringer bankrådgiveren tilbage, men henviser til filialchefen.

Jeg går hen til afdelingen, taler med filialchefen, som i høj grad pålægger mig skyld for miseren og er yderst uvillig til at tilbageføre de 40.000 kr. til min lønkonto. Ifølge hende er den oprindelige telefonsamtale blevet optaget på bånd og selve samtalen her er bindende. En ordentlig bank - og bankrådgiver - har efter min mening som minimum pligt til at orientere almindelige bankkunder om disse to forhold før noget som helst er bindende. Bankens adfærd her ligner bondefangeri. Hvad er din mening?

Som mangeårig problemfri fordelpluskunde - gældfri i talrige år - og med stærke argumenter går filialchefen til sidst med til at tilbageføre pengene til min lønkonto. Hun meddeler mig imidlertid til sidst, at der vil komme en anmærkning i mine papirer, at jeg fremover skal møde personligt op ved evt. pengeforhandlinger. Denne anmærkning pikerer mig, da fejlen efter min bedste mening er bankrådgiverens manglende orientering. Hvad er din mening?

Jeg kunne skifte bank, men jeg er ellers godt tilfreds med Nordea. Hvad kan jeg ellers gøre for at få slettet anmærkningen?

Med venlig hilsen

Bankkunden

SVAR:

Kære Bankkunden

Det helt overvejende udgangspunkt i aftaleretten er, at mundtligt indgåede aftaler er lige så bindende som skriftligt indgåede. Da det af bevismæssige årsager dog er nødvendigt at kunne dokumentere, de vilkår en aftale er indgået på (samt at der overhovedet er indgået en aftale), bekræftes mange mundtlige aftaler dog efterfølgende på skrift for en sikkerheds skyld.

For at undgå tvister om, hvorvidt der er indgået en mundtlig aftale med kunden, optager mange pengeinstitutter alle telefonsamtaler på bånd. Af Nordeas "Generelle vilkår for privatkunder" pkt. 14 - Båndoptagelse og tv-overvågning, fremgår det derfor bl.a.:

"For at sikre dokumentation for aftaler og korrekt betjening af kunden kan banken optage telefonsamtaler på bånd e.l.".

Dette er dog ikke tilstrækkeligt, da der for pengeinstitutter desuden er indført en ganske særlig regel i God Skik bkg. § 6, hvorefter:

"En finansiel virksomhed skal indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium".

Dette medfører, at uanset om banken indgår en mundtlig aftale og om denne optages på bånd eller ej, så skal aftalen efterfølgende følges op i skriftlig form, hvorfor man efterfølgende fremsender dokumenterne til underskrift.

Hvorvidt der i din sag reelt set blev indgået en aftale under telefonsamtalen, kan jeg ikke vurdere uden at kende det nøjagtige indhold af denne. Du har dog forholdt dig fuldstændig korrekt, idet du har henvendt dig til banken så hurtigt som muligt efter, at du blev opmærksom på fejltagelsen, ligesom banken også har handlet helt korrekt, da man korrigerer denne.

Det er ikke min opfattelse, at du skal opfatte oplysningen om din "anmærkning" som noget negativt. Sådan som jeg ser det, er der alene tale om et internt notat i banken, der gør opmærksom på, at du helst vil gennemgå papirerne i ro og mag, forinden du indgår en aftale. Dette skal sikre, at du ikke kommer ud for en lignende situation igen, og at du bliver rådgivet på den måde, der passer dig bedst. Såfremt du ønsker at bibeholde muligheden for at indgå mundtlige aftaler pr. telefon, kan du bede banken slette bemærkningen.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat
Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

__________________________________________

03.02.10:

En sag for ankenævnet

SPØRGSMÅL:

Kære Camilla Nowak

Jeg har været kunde i Roskilde bank. Efter min mands død solgte jeg mit sommerhus og havde nogle penge til rådighed, som jeg ville investere. Min bankrådgiver var bekendt med, at jeg som investor er yderst forsigtig og absolut ikke risikovillig.

Alligevel anbefalede hun mig i november 2006 at købe følgende papirer: 2,5% plus bonusrente 2006/2013 for 200.000 kr. og 0% plus 7 Index Super 2006/2013 for 259.930 kr. som absolut sikre.

Det viser sig nu, at papirerne svinger utrolig meget i kurs og er fuldstændig uigennemskuelig for en almindelig investor. Papirerne er i øjeblikket usælgelige, og skulle jeg komme af med dem, så sikkert med tab. I bagklogskabens lys skulle jeg selvfølgelig aldrig have købt, men min bankrådgiver var særdeles overbevisende, og jeg havde tiltro til hende.

Jeg vil gerne spørge dig, om det kan nytte at klage, men det er jo et spørgsmål om etik og i 2006 var der sikkert allerede problemer i Roskilde bank, så rådgiverne skulle sælge for enhver pris, også papirer som ikke var egnet til en ”menig” investor.

For mig er det mange penge, jeg sandsynligvis mister.

Med venlig hilsen

R.

SVAR:

Kære R.

Jeg er bekendt med to lignende sager, der har været forelagt Pengeinstitutankenævnet. Disse fik hver sit udfald.

Forskellen i sagerne var, at det i den ene sag var ubestridt, at kunderne ikke ønskede at foretage risikable investeringer, hvorimod investeringen i den anden sag var i overensstemmelse med kundens risikoprofil.

Der blev i den sag, hvor kunderne vandt, endvidere lagt vægt på, at risikospredningen havde været minimal, samt at rådgivningen om den særlige risiko ikke havde været tilstrækkelig. På trods af, at der ikke kan konstateres noget tab førend papirerne udløber i 2013, afgjorde Pengeinstitutankenævnet herefter, at banken enten skulle tilbagekøbe papirerne, såfremt kunderne anmodede om det, eller alternativt erstatte et eventuelt tab, hvis papirerne ikke blev indfriet til kurs 100 ved udløb.

Hvis man vurderer din sag ud fra ovenstående, mener jeg, at den har mange fællestræk med den sag, der blev vundet. Jeg lægger herved vægt på, at du oplyser, at du altid tidligere har handlet forsigtigt og ikke har foretaget risikable investeringer, samt at der kun er investeret i de to obligationer, dvs. at risikospredningen har været lav.

På den baggrund kan der være god grund til at få sagen prøvet ved Pengeinstitutankenævnet.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat
Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

__________________________________________

03.02.10:

Banken har ret til "dine penge"

SPØRGSMÅL:

Jeg har i 2009 solgt noget jord samt et sommerhus. Til sammen har det indbragt ca. 2.600.000 kr. Disse penge har banken disponeret over, uden at jeg har haft nogen indflydelse. Vi var enige om, at mine lån i banken skulle indfries. Men resten, ca. 1.800.000 kr., ville jeg have brugt til at indfri realkreditlån. Det kunne have ”lettet” økonomien mere end den løsning, banken brugte, nemlig at indfri valutalån.

Jeg er godt klar over, at banken har pant. Men betyder det også, at mine penge ikke er ”mine”, og at banken uden at have opsagt engagementet uden videre kan handle imod mine ønsker?

Med venlig hilsen

LO

SVAR:

Kære LO

Når man låner penge med sikkerhed i fast ejendom, skal der skelnes mellem 3 forskellige kreditortyper:

- Realkreditinstitutter

- pengeinstitutter og

- private.

Da realkreditlånet ofte formidles gennem pengeinstituttet, kan det være lidt svært at skelne mellem kreditorerne, men disse vil fremgå af alle de papirer, du har skrevet under i forbindelse med låneoptagelsen, ligesom det heri vil være anført hvilken ejendom, der er stillet til sikkerhed for lånet.

Sådan som jeg forstår din sag, havde du, på det tidspunkt hvor jorden/sommerhuset blev solgt:

1: Et realkreditlån med sikkerhed i en anden bolig, hvor realkreditinstituttet var/er kreditor, samt

2: Et valutalån, hvor banken var kreditor og havde sikkerhed i jorden/sommerhuset.

Når banken har pant i jorden/sommerhuset, og dette står til sikkerhed for valutalånet, har banken ret til at kræve lånet indfriet i forbindelse med salget, også uden at skulle opsige engagementet først. I dette tilfælde har du ikke fri råderet over salgssummen. Pengene er altså ikke ”dine”.

Havde jorden/sommerhuset ikke været pantsat, og var der ikke var givet anden sikkerhed, som f.eks. transport i salgssummen, kunne du til gengæld frit have disponeret over denne og kunne derfor have afdraget på det lån, du måtte ønske.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat
Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

__________________________________________

29.01.10:

Afbetalingen skulle fortsætte efter udløb

SPØRGSMÅL:

Vi har, min hustru og jeg, en sag kørende i Pengeinstitutankenævnet, vedrørende vores bank: Arbejdernes Landsbanks filial i Frederikshavn.

Her vil man opsige vores engagementer i banken: Løn og lån på 15.000 kr. samt senere en Mastercard konto på 30.000 kr. Ikke på grund af misvedligeholdelse, som banken har bekræftet, men på grund af vores alder, 65 og 66 år.

Som der siges, må vi "forstå, at I ikke kan tage bankens penge med i graven."

Samtidig truer banken med at begære hele gælden indfriet, hvis vi ikke godkender dens forslag, om afvikling af lånet på 15.000 kr.

Denne låneaftale er aldrig blevet fornyet, og udløb den 1. marts 2008. Alligevel har vi overholdt alle forpligtelser i forhold til den gamle aftale indtil dags dato. Vi vil selvfølgelig gerne fortsætte i forlængelse af den gamle aftale.

Men filialdirektøren vil noget andet. Han vil i en ny låneaftale have videreført afdraget på vores bil, dom bliver indfriet den 1. februar 2010 på 1.800 kr. til afvikling af den gamle låneaftale. Det er en begæring, som falder som et lyn fra en klar himmel i november 2009. Den ryster os i den grad, for vi har aldrig misvedligeholdt vores konti. Ej heller har vi i vores kundeforhold mødt direktøren.

Et svar på en klage til Arbejdernes Landsbank juridiske kontor belærer os om, at såfremt banken og klageren ikke bliver enige om den fremtidige afvikling af lånet, så har banken mulighed for - med tre måneders varsel - at opsige kreditten. Samtidig beklager den i et brev, at banken ikke rejste kravet om fremtidig afvikling på det aftalte tidspunkt, altså den 1. marts 2008. Klagen blev afvist.

Nu bringer vi sagen for Pengeinstitutankenævnet, som i sit svar netop gør opmærksom på, at der ventetid på en afgørelse.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi som kunder er stillet i sådan en sag. Banken kan, ifølge den selv, skalte og valte med os. De kan sikkert finde 100 måder, at genere os på, ved samtidig at sige, at vi misvedligeholder vores aftale. En aftale, som banken har glemt at forny, og som vi selvfølgelig har overholdt forpligtelserne til.

Kan man indgå aftaler med banken om ting, som vi klager over. For behandlingstiden overskrider flere menneskers formåen at overleve, hvis banken eller andre finansieringsselskaber pludselig og uberettiget trækker stikket ud.

Med venlig hilsen

Spørgerne

SVAR:

Kære Spørgerne

En bank kan opsige en aftale med en privatkunde, hvis opsigelsen er sagligt begrundet og sker skriftlig. Dette følger af § 6, stk. 5 i Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder nr. 965 af 30.9.2009.

Sådan som jeg forstår sagen, er essensen i sagen, at I har haft en kredit/et lån tilknyttet jeres lønkonto, som i princippet udløb 1.3.2008. Selvom banken ikke på daværende tidspunkt krævede pengene tilbagebetalt, er dette ikke ensbetydende, at den fortaber retten hertil. Sådan som I beskriver sagen, lyder det mere, som om kreditten har været sat i bero, sådan at I kunne koncentrere jer om at tilbagebetale billånet. Dette er der som sådan ikke noget forkert i. Da I jo netop ikke har misligholdt (hvilket ville betyde, at banken kunne opsige engagementet uden varsel), men da banken alligevel ønsker, at sagen tages op nu, hvor billånet er tilbagebetalt, således at I nu begynder at afdrage, har den faktisk ikke andre muligheder, end at opsige med det almindelige varsel, der normalt er 3 måneder, hvis der ikke kan findes en løsning.

Jeg kan naturligvis kun gisne om årsagen til at banken har anført jeres alder som begrundelse, men jeg formoder, at henvisningen hertil, alene referer til, at I skal have rimelig tid til at tilbagebetale gælden, hvorfor det ville være passende at starte nu, men det kan være, at I får en bedre begrundelse under sagens behandling i Pengeinstitutankenævnet, hvor banken har mulighed for at uddybe bemærkningen, såfremt man ønsker det.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat Advokaterne
Sankt Knuds Torv P/S

__________________________________________

29.01.10:

Banken har ret

SPØRGSMÅL:

Jeg er en mindre privatinvestor, som undertiden handler værdipapirer på e-bank. Men på skærmbilledet hvor handelen udføres angives ikke handelskostninger på noget tidspunkt i forløbet. Jeg har klaget over dette flere gange til banken, men kun fået henholdende svar.

Prisen for e-handel med værdipapirer findes kun på bankens hjemmeside, hvor man skal adskillige klik ind.

Er denne disposition korrekt fra bankens side?

Med venlig hilsen

Privatinvestor

SVAR:

Kære privatinvestor,

Det korte og præcise svar er, at ja, denne disposition er korrekt fra bankens side.

Priserne skal alene kunne indhentes på pengeinstituttet hjemmeside eller ved direkte henvendelse til afdelingen.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat
Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

__________________________________________

29.01.10:

En gammel fusion nager

SPØRGSMÅL:

Kære brevkasse

Da jeg selv er gl. bankmand, læser jeg med stor interesse beskrivelserne af de problemer, bankkunder af forskellige årsager havner i.

Efter min banktid var jeg i begyndelsen af 90-erne selvstændig erhvervsdrivende og kunde i Varde Bank, hvor jeg havde en kassekredit, men også havde investeret i bankens aktier og obligationer.

Det sidste kostede mig flere hundrede tusinde kroner i tab.

Da Varde Bank så skulle afvikles, blev jeg "tvangskunde" i Sydbank, og da Sydbank tilsyneladende betragtede min beskedne leasingvirksomhed som en konkurrent til deres eget Sydfinans, benyttede man lejligheden til at modregne min kassekredit (i Varde Bank) i min kapitalpension, så alt stort set blev 0-stillet, og jeg ude af stand til at drive den virksomhed, jeg ellers gerne ville..

Jeg følte mig virkelig dårligt behandlet, og skiftede bank, men da man dengang ikke havde de samme klagemuligheder, blev vi nødt til at betragte det som "en oplevelse". - Og det kan der i dag sikkert ikke ændres noget ved?

Med venlig hilsen

KK

SVAR:

Når to pengeinstitutter bliver til ét, uanset om dette sker ved, at ét pengeinstitut overtager et andet, eller to fusionerer frivilligt, overtager det fortsættende pengeinstitut i langt de fleste tilfælde alle rettigheder og forpligtelser i forhold til de engagementer, der videreføres. Undtagelserne hertil vil det være for vidtrækkende at komme ind på her, ligesom de heller ikke ses at have relevans i det foreliggende tilfælde.

Den nævnte overtagelse af rettigheder og forpligtelser medfører i praksis som udgangspunkt, at et indlån, fra det ene pengeinstitut, herefter kan modregnes i et forfaldent udlån fra det andet, da der nu er tale om én og samme virksomhed, dog med den modifikation, at der skal gå et stykke tid (3 mdr. eller mere i henhold til praksis på området), forinden modregning kan ske, således at kunderne i mellemtiden har mulighed for at flytte deres indlånskonti til et andet pengeinstitut, for derigennem at hindre muligheden for modregning.

Uanset at der eksisterer denne generelle modregningsadgang efter udløbet af 3 måneders perioden, er der dog særlige konti, der er beskyttet mod modregning, herunder i nogle tilfælde kapitalpensionskonti, hvor pengeinstituttet som hovedregel kun kan modregne i følgende situationer:

I de tilfælde hvor pensionen ophæves i utide. Her er udgangspunktet dog, at pengeinstituttet, på forhånd skal oplyse kunden om, at der vil ske modregning, således at kunden har mulighed for at ombestemme sig, eller at flytte pensionen til et andet pengeinstitut, forinden denne ophæves.

Pensioner, der ophæves efter normalt udløb, og fortsat står på kontoen efter 3 mdr. I disse tilfælde behøver pengeinstituttet ikke at give meddelelse om modregningen, forinden denne foretages.

Hvorvidt du vil få medhold i en klage, kan jeg ikke vurdere på det foreliggende grundlag, da jeg ikke kender til sagens nærmere omstændigheder. Dog vil jeg mene, at en klage, der vedrører en disposition, der ligger omkring 17 år tilbage i tiden, er svær at vinde, da du har forholdt dig passiv siden. Jeg mener derimod, at der med god grund kan argumenteres for, at Pengeinstitutankenævnet skal behandle sagen på trods af, at der var tale om et erhvervsengagement (hvilket de kun gør undtagelsesvist), hvilket kan begrundes med, at der skete modregning i din private pension.

Pengeinstitutankenævnet blev for øvrigt etableret den 1. august 1988, men der var nok helt så meget fokus på dets eksistens dengang.

Med venlig hilsen

Camilla Nowak
Advokat
Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

LÆS OGSÅ: Advokat: Banken burde have informeret



Forsiden lige nu

Efterlønnen bliver i tegnebogen

Af LARS NIELSEN

Pension: Danskerne bruger ikke flere penge, selv om mange har hævet efterlønnen, viser nye tal. Læs artikel


  
Bankfejl kostede ham hus og penge
Peter Ove Nielsen mistede sit drømmehus og 375.000 kr. på grund af en bankfejl.
Jeg tabte det hele på et år
Ove Krarup-Pedersen fra Midtjylland tabte 100.000 kroner på en sikker investering med lav risiko.
Tårnhøje gebyrer for at skifte bank
Thomas Dolberg mistede 20% af sine aktiers værdi, da han ønskede at skifte pengeinstitut.

Annonce:

Bankkunder i klemme
Se kortet over bankkunder, der er kommet i klemme i det danske banksystem.
Sådan klager du over din bank
Dansk Aktionærforening har lavet en guide til bankkunder, der vil klage over banken.


Føler du dig dårligt behandlet af din bank?
Vi vil gerne høre din historie
Skriv til: iklemme@jp.dk
Brevkasse: Er man bundet til banken?
Advokat Camilla Nowak svarer her på læsernes spørgsmål om bankerne.

Annonce:

Banker på stregen
Gennem årene har tegner Niels Bo Bojesen illustreret flere problemer i den danske banksektor.
Espersen: Bankkunder skal beskyttes
Lene Espersen indrømmer, at de danske bankkunder har været for dårligt beskyttet.

Jyske Bank kostede John 14 mio. kr.
John Skov har mistet 14 millioner kroner på investeringer i Jyske Bank.
Betalte direkte til svindlerne
Svend Rugaard mistede 25.000 kr., da han betalte en falsk faktura.

Ny karriere
Se flere jobmuligheder her

Annonce:

Investor

Privatøkonomi
Bolig
Det er blevet billigere at købe hus
Huspriserne er faldet og renten er gået ned. Men hvad koster det egentlig at etablere ... Læs artikel

19.50: Solceller kan smadre taget
10.05: Flere vil have afdragsfrie lån
17.03: Boligkøbere kan miste erstatning
13.57: Nu ligger boliglån for alvor i bund

Medier
Job & Karriere






Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her.
epn.dk, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/