

Den 80-årige Jørgen Blach har vundet en principiel sag over Aarhus Lokalbank. Foto: Ole Lind, JP
Offentliggjort 05.07.10 kl. 06:57
Lokalbank skal tilbagebetale mere end tre mio. kr., men banken ved endnu ikke, om den vil følge enstemmig kendelse.
Har du oplevet at komme i klemme i din bank, vil vi gerne høre din historie. Klik her.
Læs mere om artikelserien her.
Halvandet år efter at Jørgen Blach indbragte Aarhus Lokalbank for Pengeinstitutankenævnet, er den 80-årige sygdomsramte mands sag blevet afgjort.
Med stemmerne 5-0 har ankenævnet fastslået, at banken handlede ansvarspådragende og ikke overholdt de såkaldte Mifid-regler om investorbeskyttelse, da banken solgte for tre mio. kr. Scandinotes- og Kalvebod-obligationer til Jørgen Blach.
Af hans depotaftale fremgik det, at han ønskede at investere med lav risiko, og at han var en såkaldt detailkunde, for hvem aktier, obligationer, investeringsbeviser og tilsvarende typer værdipapirer var relevante.
»Handlen med Scandinotes- og Kalvebod-obligationer opfylder ikke betingelserne (?) om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel,« konstaterer ankenævnet i kendelsen, som fastslår, at banken skulle have udført en såkaldt hensigtsmæssighedstest for at finde ud af, om Jørgen Blach havde den nødvendige erfaring og viden til at forstå den særlige risiko ved de komplekse obligationer.
»Under disse omstændigheder finder ankenævnet, at det må påhvile Aarhus Lokalbank at godtgøre, at den manglende rådgivning har været uden betydning for klagerens dispositioner,« skriver ankenævnet i kendelsen, som giver banken fire uger til at stille Jørgen Blach som om, at investeringen ikke havde fundet sted.
Jørgen Blach har nedsat syn og hørelse, og hans søn har derfor været involveret i sagen.
»Nu er der en klokkeklar kendelse, så vi håber, at sagen ret hurtigt bliver lukket på anstændig vis, så min far får sine penge og får ro,« siger Mogens Blach. Ankenævnets afgørelse er enstemmig, hvilket betyder, at ankenævnets to repræsentanter fra banksektoren har fundet Aarhus Lokalbank erstatningsansvarlig. Alligevel vil Aarhus Lokalbank ikke love, at den retter sig efter kendelsen.
»Vores advokater og de, der ellers har forstand på de her ting, skal have tid til at gennemgå kendelsen. Forhåbentlig får vi en afklaring inden ugens udgang,« siger Per Hermansen, bankdirektør i Aarhus Lokalbank.
Han er ked af, at banken har tabt en sag i ankenævnet.
»Vi er naturligvis kede af, hvis der kan være en kendelse, som går os imod. Det er i øvrigt første gang i historien, at det sker,« siger Per Hermansen. Det er ifølge ham ikke kun op til banken, om den 80-årige får sine penge nu, eller om han må fortsætte sin kamp ved domstolene.
»Banken tegnede en rådgiveransvarsforsikring, da Mifid-reglerne kom i efteråret 2007, og har derfor forsikringsdækning på denne sag. Derfor er jeg ikke alene om det her - vores forsikringsselskab har en stor del at skulle have sagt,« siger Per Hermansen.
Annonce:
Annonce:
Annonce: