
Offentliggjort 30.07.10 kl. 17:22
Det danske C20-indeks vandt noget af det tabte tilbage efter fine stigninger i den sene handel. Især de tyske og franske aktier viste styrke.
C20-indekset lukkede fredag 1,0 pct. lavere i 410,83, hvor regnskabsaktuelle DSV trak i den modsatte retning efter sit positive halvårsregnskab. Vestas faldt markant, efter at den spanske konkurrent Gamesa nedjusterede sine forventninger til de næste to år.
- DSV har været i fokus efter et fint regnskab, hvor særligt Road-divisionen har været positiv. FLSmidth var presset efter skuffende regnskaber fra franske Lafarge og Heidelbergcement, mens Vestas var dagens største taber, efter Gamesas regnskab kom ud dårligere end ventet. Vi mener dog, at Vestas skal sammenlignes med de store spillere som Siemens, der torsdag aflagde et fornuftigt regnskab. Ellers har dagen været præget af et skuffende amerikansk BNP-tal, men bedre end ventet erhvervstillid fra Chicago har dog rettet op på stemningen, sagde aktiehandler hos Jyske Bank Anders Isager til RB-Børsen.
DSV steg 3,3 pct. til kurs 102. Transportkoncernen aflagde regnskab for første halvår, hvor der var en omsætningsfremgang til 20,4 mia. kr., hvilket var over analytikernes forventninger på 19,7 mia. kr. Driftsresultatet før særlige poster (EBITA) var også bedre end ventet. DSV opjusterede samtidig 2010-forventningerne til EBITA-resultatet og omsætningsvæksten. Regnskabet tog analytikerkorpset med storm, og Michael Friis Jørgensen, DSV-analytiker i Alm. Brand, betegnede også regnskabet som utrolig stærkt. Endda så stærkt, at DSV's udmeldte opjustering godt kunne have været en smule større.
Vestas lukkede 3,1 pct. lavere i kurs 278. Den spanske vindmølleproducent Gamesa måtte se omsætning og overskud falde markant i første halvår af 2010 på baggrund af den svage økonomiske situation og regulatorisk usikkerhed. Derfor nedjusterede Gamesa forventningerne til både 2010 og 2011. Gamesa-aktien faldt markante 12,3 pct.
A.P. Møller - Mærsk faldt 2,8 pct. til kurs 48.220. Maersk Line har ikke som bebudet indført sin ekstra højsæsonafgift på ruterne fra Asien til Europa. Det skrev shippingavisen Lloyds List. Det er dog ikke kun Maersk Line, der har problemer med at få tillægget igennem. På grund af øget kapacitet på ruten har mange andre rederier nemlig helt opgivet at indføre bebudede sæsontillæg.
FLSmidth tabte 1,2 pct. til kurs 407,3. Den franske cementproducent Lafarge sænkede sine vækstestimater for hele markedet til et fald på mellem 1 pct. og en stigning på 3 pct. fra et interval fra nul pct. og op til en stigning på 5 pct. FLSmidth indgik en eksklusiv teknologiaftale med amerikanske Heyl & Patterson. Denne aftale skal være med til at styrke FLSmidths globale vækststrategi på både cement- og mineralindustrien.
Novozymes steg 0,6 pct. til kurs 730,5, og Danisco lukkede 0,3 pct. lavere i kurs 434,9. Produktionen af bioethanol i maj i USA steg 26,5 pct. i forhold til samme måned året før. For enzym-producenternes vedkommende er det antagelsen, at stigningen i salget af enzymer er højere end produktionsstigningen. Det skyldes, at ethanol-producenterne tilfører flere enzymer til produktionen af ethanol end tidligere, samt at de senest udviklede enzym-typer har en højere indtjeningsmargin end de tidligere.
RB-Børsen
Annonce:
Annonce:
Annonce: