

Offentliggjort 03.09.10 kl. 16:25
De amerikanske aktier åbner med fine stigninger på 1 til 1,4 pct. efter offentliggørelsen af positive overraskende tal for den amerikanske jobskabelse.
Investorerne havde afventet den vigtige jobrapport, som er en af de tungeste makroøkonomiske indikatorer.
Nasdaq Composite stiger 1,4 pct. til 2230, S&P500 løftes 1,2 pct. til 1103, mens Dow Jones ligger 1 pct. højere i 10.427,7.
- Det her var en fantastisk rapport. Disse tal bekræfter den mere positive tendens, som vi har set i de seneste ugers nøgletal. De investorer, som satsede på at gå short, kæmper nu med at få købt sig fri af deres positioner, og det vil understøtte yderligere fremgang, siger Philip Orlando kapitalchef hos Federated Investors til Bloomberg News.
Den amerikanske jobskabelse uden for landbruget blev på minus 54.000 i august, hvor analytikerne havde ventet jobtab på 105.000. Det var klart bedre end ventet.
Den amerikanske producent af datalagringssystemer 3PAR åbner 0,1 pct. lavere i 32,8 dollar oven på torsdagens kursfremgang. HP har efter en 18-dages opkøbskamp med Dell vundet en underskrift fra 3PAR om en overtagelse for godt 2,35 mia. dollar svarende til 33 dollar pr. aktie. Overtagelsen skal blandt andet ruste 3PAR bedre mod rivalen EMC.
Campbell Soup, der er verdens største producent af suppe, har aflagt regnskab for fjerde kvartal, som slår analytikernes forventninger på bundlinjen. Campbell Soup-aktierne falder 2,5 pct. til 36,4 dollar. Suppegiganten realiserede en overskud på 33 cent pr. aktie efter skat, hvilket er en betydelig bedring i forhold til forrige års overskud på 20 cent pr. aktie. Samtidig havde analytikerne forventet et overskud i omegnen af 30 cent pr. aktie. De stærkere end ventede regnskabstal blev blandt andet båret frem af salget af nye drikkevarer som for eksempel V8 Juice.
Computerspilsudvikleren Take-Two Interactive, der blandt andet står bag det populære reality-spil "Grand Theft Auto", har offentliggjort et positivt overraskende regnskab for tredje kvartal. Selskabet løfter samtidig sine forventninger til sit årsoverskud med henvisning til salget af det nye spil "Red Dead Redemption". Aktierne i Take-Two Interactive åbner 15,0 pct. højere i 10,15 dollar.
I den amerikanske luftfartsindustri har U.S. Airways Group offentliggjort tal for indtægter pr. sædekilometer for august måned, der er på linje med forventningerne. Aktierne i U.S. Airways Group stiger 5,2 pct. til 10,2.
Esterline Technologies, der leverer udstyr til luftfarts- og forsvarsindustrien, forventer at realisere et overskud i 2010 på 3,85-3,95 dollar pr. aktie. Det er højere end analytikerprognosen på 3,6 dollar pr. aktie, og Esterline Technologies åbner 10,8 pct. højere i 55,3.
RB-Børsen
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: