

Offentliggjort 04.09.09 kl. 22:30
Der har været en historisk optur på aktiemarkedet i år. En ny lov betyder, at mange danskere ikke skal betale skat af deres gevinster.
En ny lov fra skatteminister Kristian Jensen (V) betyder, at masser af velhavende danskere slipper for at betale skat af deres aktiegevinster.
Skattefriheden kommer på et tidspunkt, da investorer nyder godt af en af de mest indbringende perioder på aktiemarkedet. Kurserne stiger voldsomt som reaktion på, at finanskrisen ser ud til at være forbi.
På grund af den nye lov kan danskere, der investerer i aktier via et selskab, slippe for at betale skat af årets gevinster, hvis blot aktierne er købt før den 25. maj i år. Skatteministeriet ved ikke, hvor meget det kommer til at koste staten, men det kan blive dyrt.
»Det har været en af de største opture i historien, som begyndte i marts i år. En ganske betydelig del af alt det, der blev tabt under finanskrisen sidste år, er blevet hentet hjem igen. Vi taler om en astronomisk optur,« siger Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea.
Danske velhavere har investeret godt 40 mia. kr. i børsnoterede aktier via selskaber, men der er ingen tal på, hvor store skattefri gevinster de har scoret i år.
Skattefriheden opstår, fordi en ny lov om beskatning af selskaber fastslår, at skatten skal betales ud fra kurserne den 31. december 2009. Også selv om aktierne er købt på et tidligere tidspunkt til langt lavere kurser.
Da embedsmændene skruede den nye lov sammen, havde de ingen anelse om, at den ville falde sammen med en gigantisk aktiefest.
»Da vi lavede dette, havde vi ikke forudset en stor stigning på de børsnoterede aktier,« siger Søren Schou, chefkonsulent i Skatteministeriet.
Ifølge Skat er der ingen planer om at ændre reglerne. Det lykkedes ikke at få en kommentar fra skatteminister Kristian Jensen fredag.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: