
Offentliggjort 07.01.09 kl. 14:21
Rådene er mange til, hvordan man kan optimere sin arbejdstid. I virkeligheden kræver det en indsats at effektivisere, men det er besværet værd.
For at være effektiv hele arbejdsdagen, skal du nemlig vide, hvordan du vil løse dine fremtidige opgaver, og hvor lang tid de enkelte opgaver tager. Det svenske magasin Chef har formuleret nogle gode råd til, hvordan du bliver mest muligt effektiv.
Brug det sidste af arbejdsdagen på at planlægge morgendagen. Prioritér dine arbejdsopgaver efter hvor lang tid en opgave bør tage, og hvor vigtig den er. Sæt dig for eksempel et mål for dagen og sig til dig selv, at hvis du får løst en eller flere bestemte opgaver, har du nået det mål. Det vil motivere dig til at tage de vigtigste opgaver først.
Hvis man har en tung opgave hængende over hovedet eller har en konflikt, der skaber dårlig stemning på jobbet, har de fleste mennesker en tendens til at udskyde det. Pres dig selv til at få de ting ordnet først, og ros dig selv, når du færdiggør en ubehagelig opgave.
Når det er sagt, er det heller ikke gavnligt at køre for meget på og tro, at effektivitet er lig med koncentreret arbejde hele dagen. Hvis du har svært ved at løsrive dig fra arbejdet så læg pauserne ind i dit skema og tving dig selv til at gå en tur, nup et spil bordfodbold eller lignende for at koble af.
Det er også vigtigt, at du husker at holde helt fri, når du har fri. Lav ting du godt kan lide og kobl fra. Hvis arbejdet bliver den store, stygge ulv, der forhindrer dig i at dyrke dine interesser i fritiden, bliver det nemt surt.
Rod er lig med mange spildte timer hver uge. Lav et system for ikke påbegyndte, igangværende og afsluttede opgaver, så du har et overblik over, hvor mange ting du egentlig er i gang med.
Af samme årsag er det gavnligt at forsøge at eliminere ting, der kan distrahere dig. Sluk telefonen, luk mailklient og messenger og luk døren, når du laver noget, der kræver virkelig koncentration.
Husk også på, at det ikke er nogen skam at spørge dine kolleger eller nærmeste leder om hjælp, hvis det brænder på. Måske er det i visse tilfælde en fordel at uddelegere.
Annonce:
Annonce:
Annonce: