
Offentliggjort 02.09.10 kl. 15:14
Vejen til en prestigefuld bestyrelsespost går gennem smiger og komplimenter, viser en amerikansk undersøgelse.
Smiger og komplimenter kan føre prestigefulde bestyrelsesposter med sig, viser en undersøgelse fra den amerikanske Kellogg School of Management. Kunsten er at vise sin samhørighed med de rigtige mennesker.
Konklusionen bygger blandt andet på interview med 42 chefer og adm. direktører fra store amerikanske industri- og servicevirksomheder.
Undersøgelsen viser, at visse subtile og sofistikerede "smiger-teknikker" øger chancen for, at man får en bestyrelsespost.
Men afslører man alt for tydeligt sine motiver, giver det bagslag, og man risikerer at blive opfattet som manipulerende eller som en skuespiller.
Jo mere sofistikeret en fremtoning man har, desto mere effektiv bliver påvirkningen, og jo mere sandsynligt er det, at taktikken virker, fortæller forskningslederen James Westphal til Management Issues.
Effektiv smiger kan være mange ting. Den kan pakkes ind som et spørgsmål - "Hvordan lykkedes du med at løse den her komplicerede opgave så godt?". Eller man kan tale pænt om chefen over for hans/hendes omgangskreds og håbe på, at chefen selv får det at vide.
Man kan formulere en kompliment, som næsten gør chefen forlegen:
"Jeg vil ikke gøre dig forlegen, men hvor var din præsentation fantastisk. Den var bedre end det meste, jeg før har oplevet.
Eller man kan illustrere, at man deler holdninger:
"Jeg er helt enig. Det er det helt rigtige at satse på kompetenceudvikling nu."
Ifølge de amerikanske forskere virker det også, hvis man kan demonstrere, at man har den samme religion eller tilhører det samme politiske parti. Men man kan også vise sin samhørighed med chefen ved at tale om interesser, som man deler - det være sig golf, sejlads, ridning eller tennis.
Kilde: Chef.se
Annonce:
Annonce:
Annonce: