Tip     Print    RSS    Del    

Finansskattens parallelle univers

STEEN ROSENBAK, Erhvervsredaktør

Offentliggjort 21.01.12 kl. 09:41

EU-politikernes våde drøm om en finansskat er en økonomisk dødssejler. Skatten bliver et symbol på kampen mellem politiske kræfter og markedskræfter.

Steen Rosenbak, erhvervsredaktør - Morgenavisen Jyllands-Posten

Relaterede artikler

Derfor er Facebook den nye supermagt

Finansiel panik om landbrugets gæld

Realkredittens nye skræk: Konkurrence

Se alle >>

Sagte, næsten umærkeligt, sænker den økonomiske krise i EU to parallelle universer ned over sine borgere og sit erhvervsliv for tiden. De to virkeligheder følges ad så langt: Velfærdseuropas statskasser mangler penge. Det skal der gøres noget ved. Ellers dør Velfærdseuropa. Men herfra skilles vandene.

I den politiske virkelighed agerer regeringscheferne i overensstemmelse med den politiske grundlov. Den siger, at der heller ikke i krisetider er nogen grund til at genere flertallet af vælgerne mere end højst nødvendigt, hvis man ønsker genvalg.

I den økonomiske virkelighed agerer erhvervslivet og centralbankerne i overensstemmelse med den økonomiske grundlov. Den siger, at løsningen på enhver krise er den, der producerer de største værdier billigst og hurtigst muligt uden smålig skelen til enkelte interessenters vilkår - om end den i praksis er blevet fortolket sådan, at der ikke er taget hensyn til enkelte interessenter ud over finanssektorens.

Forvirret? Lad mig eksemplificere: Når statskasserne skal fyldes, er skatten det oplagte middel. Den politiske verden vil foretrække at beskatte værdier, der ligger så mange led fra borgernes nære virkelighed som muligt. Den økonomiske verden foretrækker at beskatte såkaldt immobile objekter - det vil sige værdier, der ikke uden videre kan flyttes uden for skattemyndighedernes rækkevidde. I dansk optik bedst illustreret, når politikerne til økonomernes store fortrydelse afviser at stramme boligbeskatningen.

På den store europæiske scene udfolder kampen mellem de parallelle virkeligheder sig i øjeblikket om den såkaldte finansskat. Vi taler om en meget lille skat på mellem 0,1 og 0,01 pct. af omsætningen af aktier, obligationer, valuta og diverse finansielle instrumenter.

Fortalerne for skatten - med Frankrig og EU-Kommissionen i spidsen - mener, at finansskatten vil lægge et effektivt låg på markedernes vildeste spekulationstrang. Samtidig vil skatten trække velkomne økonomiske samfundsbidrag ud af tidens foretrukne prygelknabe, nemlig bankerne, uden at vælgerne på overfladen vil bemærke en direkte effekt på deres egen privatøkonomi.

En ualmindeligt besnærende tanke. I den politiske virkelighed.

EU-systemet har ganske vist vurderet, at en ensidig indførelse af finansskatten i eurozonen ville fjerne sådan ca. 90 pct. af handelen med finansielle instrumenter på disse breddegrader. Håbet er, at resten af verden hurtigt vil følge trop, når det går op for alle, hvor god en idé, den skat er.

Problemet med den fortolkning er, at præmissen er falsk.

Europæerne har ret beset ikke en levende chance for at overbevise alle verdens finanscentre om, at de skal tilslutte sig en fælles skat på finansielle transaktioner.

Disse centre lever i forvejen godt af ualmindeligt lempelige skattesystemer. Hjulene bliver holdt i gang af de tusindvis af ansatte i finansindustrien, der lever og forbruger i de for dem skattetrygge rammer.

Det er kort sagt umuligt at øjne disse centres interesse i at indføre en skat, som vil medføre en voldsomt stigende ledighed, et dyk i forbruget, i væksten, i velstanden på deres egne hjemmebaner.

Selv i det usandsynlige tilfælde, at såvel EU som USA vedtog en sådan skat, ville opkrævningen af den være ualmindeligt ineffektiv. Værdipapirer er blandt verdens mest mobile varer - de flyver på tværs af landegrænser i milliarder af eksemplarer hver dag.

Ergo ville en endnu større del af verdens finansielle omsætning prompte rykke til moderne, velfungerende centre som f.eks. Schweiz, Singapore, Hongkong eller til mere eksotiske skattely, hvor iderige finansfolk kunne dulme hjemveen med cocktails på stranden, mens den forprogrammerede computer klarede den finansielle side af sagen.

Og nej, finansindustriens trusler om at flytte til andre himmelstrøg er ikke tomme trusler. I 1980'ernes økonomiske nedtur indførte Sverige en tilsvarende kapitalskat. Det blev en kort fornøjelse.

Straks flyttede halvdelen af den svenske aktieomsætning til London, obligationshandelen faldt med mere end 80 pct., og handel med finansielle instrumenter på det svenske marked forsvandt næsten helt. Ergo afskaffede svenskerne skatten igen. Og så vendte handelen med deraf følgende beskæftigelse tilbage til Stockholm.

Læg dertil, at en finansskat, hvis den lod sig realisere, ville gøre det dyrere for virksomheder at skaffe penge til investeringer. Dyrere for boligejere at finansiere murstenene. Dyrere for pensionskunderne at spare op. Dyrere at tegne selv de mest almindelige forsikringer.

Ifølge den økonomiske grundlov er boligskat og massive offentlige besparelser rationelle midler til en genopretning uden ovennævnte hensyn til enkelte interessenters vilkår. Hvorimod absolut intet andet end den politiske grundlov tilsiger, at en europæisk finansskat i praksis er en god idé - hvor sympatisk den end kan forekomme.

På den led bliver de videre drøftelser af EU-toppens seneste påfund et interessant spejl af det aktuelle styrkeforhold i den verserende magtkamp mellem demokratisk valgte politiske kræfter og markedskræfterne.

Ifølge den økonomiske grundlov er boligskat og massive offentlige besparelser rationelle midler til en gen-opretning uden hensyn til enkelte interessenters vilkår.