

Offentliggjort 07.02.12 kl. 16:14
Den paneuropæiske valuta, euro, blev styrket på forventningerne om, at en græsk aftale er tæt på at blive landet.
Græske embedsmænd skulle efter sigende arbejde på et endeligt udkast til en aftale, der sikrer at Grækenland kan få udbetalt den livsnødvendige anden hjælpepakke på 130 mia. euro for at lette trykket på landets betalingsevne.
Tidligere på tirsdagen lå valutaen ellers underdrejet og svækket mod dollar og yen, men rygterne om et endeligt aftaleudkast styrkede euro.
Euro handler ved 15.15-tiden i 1,3178 dollar for en euro mod 1,31 dollar ved 14-tiden før den begyndte at styrkes på forlydenderne. Mandag kl. 17 var kursen 1,3072.
- En regeringstalsmand fra Grækenland har meddelt, at de græske partiledere senere på dagen vil få forelagt et udkast til en aftale, der skal sikre, at Grækenland kan få udbetalt det lån fra de øvrige eurolande, som kan redde Grækenland fra en ukontrolleret statsbankerot i marts, skriver Sydbanks cheføkonom Jacob Graven i en kommentar.
Det var ikke kun valutamarkedet der kunne mærke en reaktion. Aktiemarkeder reagerede positivt, og renterne steg på obligationsmarkederne i de "sikre havne" som Danmark og Tyskland.
- Det vil dog være helt naivt at tro, at gældskrisen i både Grækenland og de andre gældsplagede lande kan erklæres for slut, hvis der kommer en aftale omkring Grækenland. Gælden vil fortsat være tårnhøj i mange af landene, vurderer han.
Ritzau Finans