
Offentliggjort 18.09.09 kl. 15:27
Tysk kemikalievirksomhed har fundet frem til, at konventionelt producerede æbler er mere øko-effektive end økologiske.
Konventionelle æbler er mere bæredygtige end økologiske målt på blandt andet CO2-udledning.
Det mener kemikaliefirmaet BASF, der torsdag præsenterede resultaterne af en undersøgelse ved en pressekonference i Mannheim.
Analysen er foretaget i samarbejde med de internationale certificeringsvirksomheder TÜV og NFS International.
De har sammenlignet "den økologiske effektivitet" af et kilo tyske økologiske æbler, der ikke er gødet og sprøjtet og et kilo tyske konventionelle æbler, der har fået gødning og er sprøjtet mod sygdomme og skadedyr.
Det overraskende resultat var, at de konventionelle æbler havde en "økologisk effektivitet," der var en tand bedre end de økologiske.
Årsagen er, at udbyttet af konventionelle æbler pr. hektar er højere, og der skal således flere hektar til at dyrke samme mængde økologiske æbler som konventionelle.
Desuden skal traktoren ud og køre flere gange og brænder 70 procent mere brændstof af i de økologiske æbler.
Så selv om de økologiske æbler ikke får energikrævende kunstgødning og pesticider, er energiforbruget og CO2-udledningen højere pr. kg produceret æble.
BASF undersøgte også, hvad der har den mest bæredygtige profil, lokale æbler eller importerede.
Undersøgelserne viste, at indtil april var de lokale æbler mest bæredygtige.
Men for at holde sig længe nok, skal de nedkøles, og derfor vil importerede æbler være et mere bæredygtigt valg fra april, fordi energiforbruget til nedkøling overstiger energiforbruget til transport fra sydligere himmelstrøg.
Annonce: