
Offentliggjort 24.02.10 kl. 11:55
Der er hårde ord med på vejen til den nyudnævnte fødevareminister.
Landbrugsavisen.dk udgives af Dansk Landbrugs Medier, som ejes af brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer.
Det er ikke alle, der er lige begejstrede for udnævnelsen af Henrik Høegh som ny fødevareminister. Flere mener, at han vil blive landbrugets forlængede arm i regeringen og vil give landbruget fordel. En af kritikerne er Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, der til Berlingske Tidende siger, at landbruget må opleve det som om, at de har fået deres egen mand i regeringen.
"Vi vil holde øje med ministeren, så han får mulighed for at vise, at han ikke bare er landbrugets og fødevareindustriens mand, men at han faktisk også skeler til forbrugernes synspunkter omkring sunde og rene fødevarer uden for meget hokus pokus og kemi.Jeg håber, at Henrik Høegh får travlt med at bevise, at han er alle danskeres, og ikke kun landbrugets, fødevareminister," siger han.
Heller ikke Carsten Rahbek, der er professor i makroøkologi på Københavns Universitet, har de store roser fremme, når han skal vurdere Henrik Høegh som fødevareminister.
"Høegh er jo om nogen bannerfører for at prioritere landbrugets interesser over natur og miljø. Det fik han med stor succes gennemført i Grøn Vækst-pakken," siger han til Politiken.
Dermed ligger han på linje med Danmark Naturfredningsforenings præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, der til Berlingske Tidende kalder ham "100 procent landbrugets mand", og som er bekymret over, at Henrik Høegh er en hovedarkitekterne bag regeringens liberalisering af landbrugsloven.
Det er dog ikke alle, der mener, at Henrik Høegh landbrugsbaggrund kommer til at gavne landbruget. Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Peter Munk Christiansen, siger til Politiken, at Henrik Høegh ved, at han er under mistanke.
"Derfor bliver han nødt til at bevise igen og igen, at han ikke er landbrugets mand. Hans baggrund giver ham faktisk ikke mere, men mindre manøvremulighed som minister i forhold til at give landbruget fordel," siger han.
Annonce: