
Offentliggjort 07.01.09 kl. 19:18
Journalisterne Morten Frich, Morten Crone, Jesper Woldenhof og fotograf Erik Refner fra Berlingske Tidende får Cavlingprisen 2008 for deres flermediale serie "Forbrydelsen", som påviser store mangler i politireformen.
Den nyslåede og lettere fortumlede Cavlingvinder Morten Frich dedikerer prisen til den undersøgende journalistik, som han håber at få licens til at lave mere af.
- Jeg er så taknemmelig for det og så glad på Berlingske Tidendes og på gravergruppens vegne. For det her er jo en licens til at dyrke andre ting, der optager og interesserer danskerne, siger Morten Frich, som endnu ikke helt begriber, at han og de tre kolleger fik prisen.
Kvartetten bag "Forbrydelsen" var bl.a. i opløb om prisen med kolleger fra avisens Christiansborgredaktion, og Morten Frich havde efter eget udsagn fundet det fair, hvis kollegerne trak det længste strå.
- Vi har længe vidst, at vi var to nominerede fra samme avis. Jeg synes, de har lavet et fuldstændigt fremragende stykke journalistik, og jeg har hele tiden haft det sådan i maven - og sådan har jeg det stadig - at det ville være fuldstændig fair, hvis de havde fået prisen, uddyber Morten Frich.
Ifølge Cavlingkomitéen har "Forbrydelsen" med såvel researchmetoder som formidling vist nye veje og sat nye standarder for journalistisk grundighed.
Ritzau
Annonce: