
Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, fortryder ikke, at avisen bragte billede og navn på den løsladte i sagen om Maria Møller Christensen. Foto: Stine Larsen
Offentliggjort 21.01.10 kl. 08:37
EB bragte både navn og billede på den 48-årige, som nu er renset i Maria Møller Christensen-sagen.
Den 48-årige mand fra Herning havde siden lørdag den 2. januar siddet varetægtsfængslet - sigtet for drabet på den 20-årige Maria Møller Christensen nytårsnat.
Men onsdag viste dna-prøver, at manden ikke havde haft noget med drabet at gøre.
Der var ikke nedlagt navnforbud i sagen, og derfor havde bl.a. Ekstra Bladet bragt både billede og navn på manden, som også kunne se sig hængt ud på Facebook.
Også i torsdagens udgave af Ekstra Bladet vises billedet af den nu løsladte med navn.
Men Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har ikke røde ører.
"Man skal altid ransage sig selv og se på, hvad man har lavet, men i denne sag har vi bestemt ikke fortrudt," siger han til jp.dk.
"Havde man ønsket en anonymitet, kunne man have nedlagt navneforbud. Det valgte man ikke at gøre, for i denne type sager kan det, at offentligheden kender personen, være med til, at der kan dukke et vidne op, som taler til gunst for den sigtede," lyder forklaringen.
LÆS OGSÅ: Advokat ønskede ikke navneforbud i Maria-sag
Betyder det, at I altid vil bringe navn og billede i sager, hvor der ikke er nedlagt navneforbud?
"Der kan være helt særlige hensyn, som gør, at man ikke vil bringe navn og billede på en mand, men man kan ikke opstille klare regler for det. Det kan f.eks. være hensyn til pårørende."
Poul Madsen understreger, at Ekstra Bladet hverken har dømt eller mistænkt manden, men understreget, at han var sigtet og ikke dømt, og at politiet mistænkte ham.
"Det største problem i denne sag er ikke et problem, som Ekstra Bladet har, fordi vi har vist manden. Vi viser ham også netop nu, hvor han viser sig at være uskyldig, så han med oprejst pande kan gå gennem Herning," siger Poul Madsen.
"Det væsentlige er, at politiet har skudt fuldstændig ved siden af med denne mand. Og nu er det heldigvis kommet frem, at det ikke var ham"
Poul Madsen mener desuden ikke, at en maskering af manden havde gjort nogen forskel.
"Hans nærmeste kollegaer og alle mulige andre vil alligevel vide, hvem han er."
LÆS OGSÅ: 48-årig renset i Maria-sag
Annonce: