

Offentliggjort 21.02.09 kl. 11:44
Den økonomiske krise blusser op senere i år, hvor det meget vel kan blive nødvendigt med en ny statslig redningspakke, forudser astrolog Christian Borup.
Astrologi er læren om sammenhængen mellem Solen, Månen samt visse af solsystemets planeter og menneskelivet.
Astrolog Christian Borup er ikke i stand til at svare på, hvorfor astrologi virker. Han nøjes med at konstatere, at den tilsyneladende fungerer.
2008: Væsentligt år. Pluto skiftede stjernetegn fra Skytten til Stenbukken, og det indvarslede en ny tid med fokus på det materielle. På hvad der har værdi og ikke mindst varig værdi. På tillid og hvem der er til at stole på.
2009/2010: Folk vender sig mod det sikre og vil bruge penge på de nære ting. Der bliver ryddet op i økonomien, og dominoeffekten trækker nye konkurser med sig.
2011: Endnu et væsentligt år. De store planeter Uranus og Neptun skifter stjernetegn. Det varsler endnu et økonomisk gearskifte, som da Pluto gik over i Stenbukken. Krisen er overstået, og først nu kan vi overskue, hvor dybt den stak.
Indtil 2024: Pluto vil være i Stenbukken, og det betyder et nyt værdisæt. Vi søger tilbage til rødderne. Ingen kan overskue alle informationer, og derfor vælger vi på forhånd meget fra ud fra religiøse eller personlige overbevisninger. Vi vil i stigende grad have en forudfattet mening, være mindre tolerante og færdes mere i subkulturer. Vi får en øget polarisering. Først fra 2015-2016 er der overskud til at åbne op og blive mere tolerante.
2
Det er ærgerligt at skulle sidde her og være en gammel stivstikker. Men sådan bliver det.«
Astrolog Christian Borup undskylder nærmest, at de kommende år byder på en økonomisk udvikling, som bestemt ikke hører hjemme i kategorien fest og farver.
Han er en af landets mest kendte astrologer og tog for nogle år siden danskerne med storm i tv-programmet ”Den 6. sans”, hvor han ætsende præcist beskrev kendte danskere ud fra deres horoskoper. Han er også manden, der den 7. januar 2008 på tv forudsagde, at 2008 ville komme til at handle om, hvem der ejer hvad i samfundet. Hvem der ejer de store firmaer, og hvem der i det hele taget ejer noget.
»De ting folk ejer... Man opdager, at man måske ikke ejer dem alligevel,« konstaterede Christian Borup, inden finanskrisen udraderede milliardformuer en masse.
Store ting i vente
Morgenavisen Jyllands-Posten har sat ham stævne for at få et bud på, hvordan og hvornår den økonomiske krise slutter. Det er ikke småting, vi har i vente, fastslår Christian Borup, som ligefrem taler om et økonomisk paradigmeskift.
Det satte ind i 2008, og den nye økonomiske dagsorden gør sig gældende indtil 2024. Men først i 2011 går det for alvor op for os, hvad der er sket. Da har røgen fra den økonomiske krise lagt sig, og vi kan begynde at overskue den nye økonomiske virkelighed.
Astrologer vidste det
»Astrologer vidste godt, der ville ske store ændringer i 2008, men ikke hvor omfattende konsekvenserne ville blive,« siger Christian Borup med henvisning til finanskrisen.
Den astrologiske forklaring skal man finde hos planeten Pluto, som repræsenterer verdensøkonomi og bankvæsen (plutokrati betyder penge- eller rigmandsvælde), men også tillid og tryghed.
»Det er lidt interessant i disse tider, hvor det er blevet et rigtig godt spørgsmål, om man har tillid til et værdipapir,« konstaterer Christian Borup.
Fra 1995 til 2008 stod Pluto i Skyttens tegn, men sidste år gik den over i Stenbukken, hvor den bliver helt til 2024. Stenbukken repræsenterer det materielle, fornuftige og gammeldags. Sparsommelighed og klassiske dyder. Et sådan skift byder ifølge astrologer på store omvæltninger.
»Et gearskifte fandt sted i 2008,« konstaterer Christian Borup.
Folk vælger det sikre
Han forventer, at reparation af økonomien står øverst på dagsordenen i år og næste år, og det får folk til at vende sig mod det sikre. Vi vil bruge penge på nære ting som mad og familien, mens f.eks. turistbranchen går svære år i møde.
»Det bliver sværere at tjene penge uden at producere noget, man kan tage at føle på. Frem til 2011 vil de fleste forbrugere vælge at købe kvalitet eller reparere det, de allerede har. Noget, der holder, frem for noget at smide væk. Ting skal kunne bruges og være praktiske og snusfornuftige,« siger Christian Borup, som forventer, at der kommer en stor opblomstring for ting med historie og varig værdi. F.eks. antikviteter. Til gengæld vil den nye og unge kunst falde i værdi.
»Der kommer en kamp mellem det nye og det gamle. Mellem det utraditionelle og det traditionelle. Det traditionelle vil vinde, når vi snakker økonomi. Det vil sige de gamle banker og de velrenommerede firmaer med snusfornuftige, kedelige værdier. Det bliver pludselig vigtigt, at et firma kan reklamere med at være grundlagt i 1888. Det borger for kvalitet og skaber tillid. Omvendt bliver det de næste to år svært at komme igennem med budskabet om, at man er et ungt, vildt og nyt firma, der er fuld af fede idéer,« siger Christian Borup.
Flere skeletter i skabene
Den økonomiske oprydning vil afsløre flere skeletter i skabene, og der kommer ny turbulens specielt senere i år, men også næste år.
»Det bliver kritisk fra august i år og året ud. Der kommer dårlige nyheder, og måske bliver det nødvendigt med endnu et økonomisk indgreb. Det viser sig, at de nuværende redningspakker ikke har nyttet særlig meget. Jeg tror, vi ikke har set hele omfanget af den finansielle krise endnu. Der ligger nogle skjulte bomber, som primært kommer op til overfladen sidst i 2009. Dominoeffekten vælter først den sidste brik i slutningen af 2010,« siger Christian Borup.
Han betegner 2010 som en slags sandhedens time.
»Juli, august og september er en kritisk periode, hvor hovmod står for fald. Gamle, velrenommerede firmaer forsvinder. De krakker eller vælger selv at holde op, men det skal man ikke nødvendigvis begræde, for den måde, de gør tingene på, viser sig at være ineffektiv. Regler og metoder, der har virket i mange år, virker ikke længere,« siger Christian Borup.
Han vurderer, at den økonomiske oprydning er tilendebragt i 2011.
»Først da er man egentlig klar over omfanget og dybden af det, der foregår. Da falder det til ro. Krisen er drevet over,« siger Christian Borup.
En helt anden verden
Det betyder ikke, at alt vil være ved det gamle. Det er på ingen måde tilfældet. Plutos overgang til Stenbukken giver et regulært økonomisk paradigmeskift.
»Verden ændrer sig selvfølgelig ikke fra fredag til lørdag, men fra 2011 er det en helt anden verden, og når man til den tid kigger tilbage, vil man nemt kunne se det,« vurderer Christian Borup.
Her kommer stivstikkeriet ind i billedet, hvor kedeligt det end lyder.
»Vi får et andet værdisæt. En ny form for virkelighed. Det kommer til at handle om det materielle. Om realpolitik og økonomisk politik. Det bliver hardcore: Hvad kan betale sig? Folk begynder at blive fedtede og tænker i indsats versus udbytte. Der gives ikke længere ved dørene. Og folk bliver mere og mere fedtede,« siger Christian Borup.
Ifølge ham vil folk begynde at spørge sig selv, hvad der i virkeligheden har værdi og måske finde ud af, at det har de nære - og gratis - ting som naturen, familien, hjemmet, naboskab, venskab og socialt samvær. Det vi på dansk kalder hygge.
Til gengæld er det, når det kommer til stykket, ligegyldigt, om man har det fedeste mediecenter med de fleste smarte features. En dårlig film bliver ikke bedre af at blive set i HD-kvalitet.
Christian Borup kommer til at tænke på en taxachauffør, han kender, der har en ny Mercedes med alt ekstraudstyr. Han glemte en dag kørebogen på forsædet, da han steg ud. Det resulterede i en låst dør, fordi en smart computer åbenbart kunne registrere, at der sad en i førersædet.
»Det tog fire dage, før Falck hentede bilen og Mercedes fik låst døren op. Sådan noget gider Stenbukken overhovedet ikke. Den form for luksus er ikke nødvendig. En bil skal være pålidelig og bringe personer fra punkt a til b. Ikke andet. Det er Stenbuk-logik. Det enkelte menneske ønsker mere kontrol over hverdagen og sit liv. Vi bliver en generation af gør-det-selv-hele-mennesker, der ønsker at blive selvforsynende og uafhængige af eksperter,« konstaterer Christian Borup.
No nonsense kunne være overskriften på tiden, vi går ind i.
Den stoiske ro
»Pluto i Stenbukken symboliserer den stoiske ro, hvor man vil have alle informationer smasket lige op i ansigtet. Folk vil have den ægte vare. Ikke manipulation og smarthed pakket pænt ind. Hellere en politiker, som kvajer sig ind i mellem, men som er et rigtigt menneske, end en spindoktorstyret politiker. Det kommer til at handle om reelle værdier og ægthed,« siger Christian Borup, som uvægerligt kommer til at tænke på sin afdøde bedstefar, når han skal beskrive de kommende år. Han var sønderjyde og kom et par gange til København. Det indbefattede en tur ned ad strøget og en klar dom, som en stenbuk ikke kunne have formuleret bedre:
»Her kan man jo virkelig se, hvad man ikke har brug for.«
Annonce: