

Offentliggjort 16.06.09 kl. 07:57
Højere udgifter i kommunerne betyder, at regeringens plan om langsigtet finanspolitisk holdbarhed sættes under pres, vurderer Danske Bank.
De fremrykkede investeringer, som KL og regeringen er enige om, betyder, at regeringen må stramme op igen, når krisen begynder at lette. Det siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.
- Vi må give Nationalbanken ret i, at både denne og tidligere regeringer har haft vanskelig ved at stramme den økonomiske politik i opgangstider, selvom det burde ske. De højere udgifter risikerer dermed at bide sig fast, hvorved de langsigtede holdbarhed sættes under pres, siger Steen Bocian.
Dertil kommer, at regeringen også har en stor udfordring med det stigende offentlige underskud.
- På den korte bane har regeringen en udfordring i relation til det offentlige underskud, som tegner til at være på kollisionskurs med stabilitets- og vækstpagten, så den ganske dyre kommuneaftale er ikke uproblematisk rent økonomisk set, siger Steen Bocian.
Stabilitets- og vækstpagten er de regler, som eurolandene skal styre deres finanspolitik efter. Der må blandt andet ikke være et underskud på statsbudgettet på mere ned tre procent af bruttonationalproduktet (BNP).
Danske Bank er dermed på linje med Nationalbanken, der anbefaler tilbageholdenhed i udgiftspolitikken.
- Der er med de ufinansierede skattelettelser i 2010 og den rekordlave rente i forvejen tale om meget ekspansiv økonomisk politik. Man skal trods alt erindre, at vi endnu ikke har set de ekspansive effekter af de allerede igangsatte initiativer, hvilket taler for en vent-og-se holdning, siger Steen Bocian.
Derimod har de økonomiske vismænd peget på, at der er behov for en ny hjælpepakke i 2010 i form af øgede offentlige investeringer.
Ritzau
Annonce: