
Offentliggjort 08.07.09 kl. 08:40
Økonomien i Danmark vender i andet halvår og recessionen afblæses. Det skriver analytikerne i Danske Markets.
- Meget tyder på, at krisen er ved at ebbe ud - og vi venter faktisk, at andet halvår i år byder på vækst i Danmark. Dermed er recessionen nu slut. Faldet i både forbrug og eksport synes at være stoppet, og vi begynder at skimte de første positive tendenser længe. Den største usikkerhed knytter sig fremadrettet til investeringerne, hvor man ikke kan afvise yderligere markante fald, skriver analytikerne.
Samlet set venter Danske Markets, at BNP i 2009 vil være 3,5 pct. lavere end i 2008 - men faldet knytter sig hovedsageligt til udviklingen i slutningen af sidste år og begyndelsen af i år.
- Ser vi fremad, venter vi en svag økonomisk vækst. Vi venter en vækst i 2010 på 0,8 pct. I 2010 vil effekterne af rentefaldet og den ekspansive finanspolitik kunne ses tydeligt i økonomien - og det vil mere end opveje de negative vækstimpulser fra den fortsat stigende ledighed, fremhæver analytikerne.
Ledigheden vil dog fortsætte i vejret.
- Tilpasningen på arbejdsmarkedet er endnu ikke overstået, og der er derfor udsigt til yderligere fald i beskæftigelsen. Når det er sagt, så venter vi, at stigningen i ledigheden i 2. halvår 2009 vil være væsentligt mindre end i 1. halvår 2009. Vi venter, at ledigheden inden udgangen af 2010 når op over 150.000 personer, skriver Danske Markets.
Tv: Sådan får du flere penge: Udnyt dit boliglån
Tv: Spar kassen på dine forsikringer
RB-Børsen
Annonce: