
Offentliggjort 25.08.09 kl. 13:35
Hæv bundfradraget for for sommerhusudlejning, lyder opfordringen fra udlejernes brancheorganisation.
Finanslovsforslaget for 2009 svigter dansk turisme, hvis ikke man får gjort det mere attraktivt at udleje sit sommerhus.
Det mener Feriehusudlejernes Brancheforening, der har oplevet et fald i turismen på over 10 procent.
Brancheforeningen tilskynder politikerne til at hæve bundfradraget for sommerhusudlejning i de kommende finanslovsforhandlinger.
55 procent af alle udenlandske overnatninger er i sommerhuse, men turismen er ramt af finanskrisen og forringede skattevilkår, lyder det fra brancheforeningen.
Derfor efterlyser Feriehusudlejernes Brancheforening en håndsrækning til sommerhusejerne på næste års finanslov.
”Overnatninger i sommerhuse er foreløbigt bagud med over 10 procent sammenlignet med sidste år, og det koster arbejdspladser i turismeområder, som ofte ligger i udkantsdanmark”, siger Carlos Villaro Lassen, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening, der repræsenterer 30.000 danske sommerhuse til udlejning.
Ifølge direktøren vil en forhøjelse af bundfradraget koste statskassen 30 mio. men samtidig skabe en meromsætning i turismen på hele 700 mio. kr.
”Vi tror, at en forhøjelse af bundfradraget kan redde mange arbejdspladser i turismen i udkantsområder, hvor der ikke er alternativ beskæftigelse,” siger Carlos Villaro Lassen.
Bundfradraget blev sidst reguleret i 1993.
EPN
Annonce: