

Offentliggjort 25.02.10 kl. 15:01 - opdateret kl. 15:23
Hvis Grækenland går statsbankerot, bliver euro'en afskaffet. Det vurderer topchefen for Deutsche Finanzagentur, der styrer den tyske stats låntagning.
Det er slut med euro'en, hvis Grækenland går statsbankerot.
Sådan lyder analysen fra Carl Heinz Daube, der er adm. direktør for det statslige Deutsche Finanzagentur, DFA.
DFA styrer den tyske stats låntagning og forvalter Tysklands statsgæld. Tyskland er den største økonomi i euro-zonen, og Carl Heinz Daube taler således med en betydelig vægt.
"Hvis et af de 16 medlemlande (af euro'en) går bankerot, vil det få hele systemet til at kollapse. Hvis bare et land går bankerot er det slut," sagde Carl Heinz Daube tidligere i dag på en konference i London.
Til nyhedsbureauet Reuters siger Carl Heinz Daube, at den aktuelle, økonomiske krise er en syretest, der vil afsløre, om medlemmerne af euro'en holder sammen og løser problemerne. Ifølge Reuters betegner Carl Heinz Daube det som usandsynligt, at et medlem af euro-samarbejdet går statsbankerot.
Fitch Ratings nedgraderede onsdag kreditvurderingen af Grækenland til karakteren BBB, hvilket blot er to karakterer over den ydmygende betegnelse "junk". Også kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's har indikeret, at en nedgradering af Grækenland formentlig er nært forestående. Disse nedgraderinger betyder, at Grækenland skal betale en endnu højere rente for at låne de mange milliarder euro, der er nødvendige for at dække det enorme underskud på landets statsfinanser. Den høje rente øger Grækenlands gældsbyrde og risikoen for statsbankerot.
Den tyske regeringschef, Angela Merkel, har i dag forsøgt at dæmpe bekymringen for euro'ens skæbne. I et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung siger hun:
"Euro'en er nu for første gang i en vanskelig situation, men den vil komme igennem (vanskelighederne, red.). I en vis udstrækning spekuleres der nu mod lande, som har uløste strukturelle problemer. Det er farligt," siger Angela Merkel.
Hun vurderer, at tilliden til euro’en kun kan genskabes, hvis Grækenland og andre gældstyngede euro-lande løser de grundlæggende problemer – dvs. foretager de nødvendige nedskæringer og tilpasninger. Angela Merkel tilføjer – måske sarkastisk – at finansmarkedernes tillid til euro’en står og falder med, hvorvidt det lykkes at trimme 4 pct. af den samlede økonomi i euro-landene (Grækenlands andel af euro-landenes bruttonationalprodukt).
Annonce: