

Offentliggjort 08.01.10 kl. 13:49
Han tjente milliarder på Enron-skandalen. Nu spår han økonomisk helvede for Kina, som han kalder "1.000 gange værre end Dubai".
Fjerner man n'et i hans efternavn, bliver det til "Chaos", hvilket meget godt beskriver James S. Chanos' tilgang til investering.
Hedgefund-chefen er blevet dollarmilliardær på såkaldt shortselling - en investeringstrategi, der giver afkast, hvis en given aktie falder i kurs.
I 2001 opnåede han kultstatus - og tjente uhyrlige summer - på at "short"-sælge aktier i Enron. Da energiselskabets ledelse blev afsløret i omfattende regnskabsfusk, gik det konkurs og Enron-aktien mistede al værdi.
Selvom Enron-gevinsten uden tvivl er Chanos' største, har han "afsløret" flere andre højtflyvende virksomheder, hvis historier viste sig at være for gode til at være sande.
James S. Chanos næste store kaos-investeringsprojekt er Kina.
Selvom en langt overvejende del af økonomer og fremtrædende investorer som Jim Rogers og Warren Buffett mener, at fremtidens globale vækst især vil udspringe fra den kinesiske økonomi, er Chanos klippefast i sin advarsel mod et kommende kinesisk kollaps.
New York Times har lavet en opsamling på James S. Chanos' medieoptrædener, hvor han over de seneste par måneder drypvis har givet sine holdninger til kende.
I et tv-interview på CNBC sammenlignede han for nyligt ejendomssektoren i Kina med med den overophedede ejendomssektor i den byggegale ørkenstat Dubai - blot mener han, at Kina er "Dubai gange 1.000 - eller værre endnu".
"Bobler kan bedst identificeres ved overflod af kredit, og ikke nødvendigvis ved stigende priser. Og der er ingen andre steder så stor overflod af kredit, som i Kina," sagde han ifølge New York Times i tv-interviewet.
Kina vedtog sidste år en økonomisk stimuleringspakke på sammenlagt 568 mia. dollars i et forsøg på at afbøde det store fald i eksporten til især USA, hvis forbrugere er trykket af den finansielle krise.
Men ifølge James S. Chanos er en stor del af disse penge blot blevet kanaliseret ind i aktiemarkedet og ejendomssektoren, hvilket har medvirket til en yderligere forværring af de spekulative bobler.
På et tidspunkt, argumenterer han, må og skal disse bobler punktere. Og det bliver grimt.
James S. Chanos er langtfra den eneste, der har advaret om kinesiske bobler og en ikke-bæredygtig økonomisk udvikling, men de fleste økonomer og meningsdannere ser fortsat Kina som en tiltagende økonomisk magtfaktor og et af verdens primære vækstcentre fremover.
Hedgefond-chefen med den kontroversielle investeringsstrategi er i øvrigt i færd med at planlægge en forelæsning på Oxford University om sine kinesiske synspunkter senere i januar.
Annonce: