

USAs gæld vil i 2015 beløbe sig til astronomiske 19.600 mia. dollars, næsten en fordobling i forhold til i dag. Foto: AP
Offentliggjort 09.06.10 kl. 16:52
Den eksplosive vækst i USA's statsgæld fortsætter, så langt øjet rækker. Investorer advarer.
Den amerikanske præsident Barack Obama overtog en astronomisk gæld fra forgængeren George Bush, men har ikke været i stand til at mindske gælden - tværtimod. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP
Direktøren for den amerikanske centralbank, Ben Bernanke, må erkende, at den amerikanske statsgæld vokser i vild fart og omverdenens tillid daler. Foto: Haraz N. Ghanbari/AP
Den samlede amerikanske statsgæld - inklusiv pensionsforpligtelser - vil i 2015 beløbe sig til astronomiske 19.600 mia. dollars, hvilket er mere end en 50 pct. forøgelse i forhold til den nuværende statsgæld på 13.050 mia. dollars.
Det betyder, at USA's statsgæld i 2015 vil udgøre 102 pct. af nationens forventede bruttonationalprodukt (BNP) mod aktuelt 93 pct.
Den dystre prognose fremgår af en rapport, som det amerikanske finansministerium afleverede til Kongressen fredag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rapporten var ikke lavet med offentliggørelse for øje, men den blev alligevel lækket til pressen af et republikansk kongresmedlem.
Den nye fremskrivning af USA's statsgæld tegner et endnu mere sort billede af gældssituationen i verdens største økonomi, end de hidtil offentliggjorte prognoser.
Således lyder finansministeriets seneste officielle bud på statsgælden i 2014 på 18.350 mia. dollars. En årlig stigning fra 2014 til 2015 på 1.250 mia. dollars vil være en kraftig forøgelse af den forventede årsstigningstakt fra 2011 til 2014.
Dermed ser der ud til at blive endnu mere at arbejde med for den tværpolitiske gældskommission, som præsident Barack Obama har nedsat for at få kastet lys over mulige løsninger på USA's voksende gældsproblem.
Indtil videre har gældsudsigterne ikke forårsaget problemer for USA på de finansielle markeder.
Der er således fortsat stor efterspørgsel efter amerikanske statsobligationer, hvilket står i skarp kontrast til situationen for en række økonomisk udfordrede eurolande, hvor statsrenterne i maj for alvor begyndte at kravle i vejret.
Men hvor længe vil markedet blive ved med at bevare tilliden til amerikansk økonomi? Måske ikke så lang tid endnu, hvis man skal lytte efter de seneste meldinger fra to store britiske pengetanke.
"Jeg ved ikke, hvor længe USA kan tillade sig ikke at fokusere på problemet og gøre noget ved det. Det er ligesom med Grækenland. Det er meget vanskeligt at forudsige det tidspunkt, hvor tilliden pludselig forsvinder," siger Ken Adams, chefstrateg ved den britiske pensionskasse Scottish Widows, til Bloomberg News.
Pensionskassen solgte ud af sine amerikanske aktier i marts på bekymringen for, at det vil gå ud over den økonomiske vækst i USA, når landet på et tidspunkt nødvendigvis må slå ind på sparesporet.
Det britiske pensions- og forsikringsselskab Standard Life er ligeledes bekymret for USA's gældssituation.
Chefstrateg for Standard Life Andrew Milligan sætter spørgsmålstegn ved, om Barack Obama i det hele taget vil kunne få trumfet sparetiltag igennem det politiske lovmaskineri.
Han peger på risikoen for, at gældsbyrden i sidste ende kan blive for stor.
"Ja, USA har fordelen ved dollaren, og ja, USA har en lidt hurtigere voksende økonomi. Men betyder det, at landet kan undslippe den gældsfælde, som så mange taler om for Japans og Europas vedkommende? Regnestykket er faktisk meget det samme i USA," siger Andrew Milligan til Bloomberg News.
Annonce: