

Offentliggjort 31.01.09 kl. 10:12
Flere tusinde kunder risikerer økonomisk ruin på grund af dårlig bankrådgivning.
Afviklingen af Roskilde Bank har afsløret rystende forhold, hvor flere tusinde familier er efterladt i et privatøkonomisk mareridt efter mødet med deres bankrådgiver. Ifølge Forbrugerrådet er problemet ikke isoleret til Roskilde Bank. Det gør sig gældende for kunder over hele landet.
»Efter vores opfattelse er det et sektorproblem, som vi får indsigt i via Roskilde Bank, fordi den er tvunget til at lægge kortene på bordet i forbindelse med, at den bliver afviklet,« siger Carsten Holdum, økonom i Forbrugerrådet.
Kunder vist vintervejen
Roskilde Bank gik ned sidste år, og tre banker, Nordea, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank, opkøbte 21 af bankens filialer inklusive kunder. I denne uge meddelte de tre banker, at 6.000 privatkunder har så ringe en privatøkonomi, at de ikke er velkomne som kunder. Risikoen for bundløs gæld, der ikke kan betales tilbage, er for stor. Kundernes økonomiske problemer skyldes, at de har fået langt større lån til køb af bolig og værdipapirer, end deres økonomi kan bære. F.eks. har familier fået lov til at købe boliger til priser svarende til syv gange deres årsindkomst. Det er mere end dobbelt så store lån, som almindelig god bankrådgivning tilsiger, at kunder kan magte.
»Der er tale om alt for store lån til køb af hus eller lejlighed i forhold til kundernes økonomi. Lånene kan godt være på fem-seks-syv gange familiens årsindkomst, men jeg vil ikke generalisere,« siger Claus Christensen, pressechef i Nordea, som er overrasket over omfanget af kunder med store økonomiske problemer.
Arbejdernes Landsbank bekræfter, at kunder i Roskilde Bank har fået lån til køb af bolig svarende til seks-syv gange deres årsindtægt.
»Kunderne har fået uforholdsmæssigt store lån i forhold til deres økonomi. Der har været for stor en tillid til deres tilbagebetalingsevne,« siger Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Arbejdernes Landsbank.
Han konstaterer, at Roskilde Bank har været mere fokuseret på at skabe forretning for at vokse end på at give kreditter, kunderne kunne betale tilbage. Tal fra bankanalysefirmaet Bjarne Jensen Consult viser, at andre banker også fokuserede på at skabe forretning, da højkonjunkturen buldrede. Flere banker har en vækst i udlån på niveau med Roskilde Bank.
»Der har været en forventning om, at man kan stole på banker. De har været omgæret af forsigtighed, omhu og agtpågivenhed. Men det gælder ikke længere for sektoren i det hele taget,« siger Carsten Holdum.
Annonce: