

Offentliggjort 22.05.10 kl. 12:19
4,5 million danskere ringer hvert år til SKAT for at få hjælp.
Alene årsopgørelserne udløser en million opkald fra forvirrede danskere, skriver Urban.
»Og det er groft sagt en million for meget. Vi skal blive bedre til at forklare skattereglerne på en let forståelig måde,« siger direktør for forretningsudvikling i SKAT Richard Hanlov.
Skattepolitisk konsulet i Foreningen af Registrerede Revisorer Peter Nielsen ved langt fra alt om skat. »Der findes ingen i dette land med det samlede overblik over skattelovgivningen. Det er en stor og voldsom lov. Så det er ikke nemt at være helt almindelig dansker eller erhvervsdrivende og prøve at finde hoved og hale i det,« siger han.
Skattesystemet i Danmark er ifølge skatteekspert Peter Nielsen langt mere kompliceret end i andre lande.
»Så jeg kan godt forstå, at folk ringer til SKAT for at få hjælp eller hyrer en revisor,« siger han.
Især unge har svært ved at finde hoved og hale på skatten, er SKATs erfaringer.
»Voksne og ældre menenesker er opdraget med at udfylde selvangivelse hvert år. Det er ikke længere nødvendigt for de fleste, men det har givet dem en forståelse for skattesystemet. De unge har kun prøvet, at SKAT ordner det hele, så de bliver endnu mere fremmedgjorte over for skattesystemet,« siger Richard Hanlov.
SKAT holder derfor løbende foredrag om de mest basale skatteregler rundt omkring på uddannelsesinstitutioner og prøver så vidt muligt at skåne danskerne for regeljunglen.
»Vi ved jo godt, at skattereglerne er meget komplicerede, så vi gør alt, hvad vi kan, for at borgerne ikke skal forholde sig til skattelovgivningen mere end højest nødvendigt. For de fleste danskere kører skatten jo helt automatisk, uden at de skal foretage sig noget,« forklarer Richard Hanlov.
Kilde: Urban
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: