

Mere end hver fjerde danske husstand har inden for det seneste år oplevet, at den sædvanlige indtægt ikke kunne dække faste udgifter og forbrug. Foto: Colourbox
Offentliggjort 05.02.12 kl. 08:29
Mange danskere, men især de helt unge, kan ikke få indtægter og udgifter til at hænge sammen.
En undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet viser, at 28 pct. af alle danske husstande inden for det seneste år har oplevet, at de ikke kan få deres sædvanlige indtægt til at dække deres faste udgifter og forbrug.
Årsager til økonomiske problemer:
Mere end hver fjerde danske husstand har problemer med at få de faste indtægter til at dække deres udgifter.
Det viser en ny undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet.
Undersøgelsen viser, at det især er danskere under 34 år, der har rod i privatøkonomien.
Den primære årsag er, at unge danskere ofte glemmer at lægge penge til side til uforudsete udgifter.
»Mange unge oplever betalingsproblemer, fordi de mangler en buffer i økonomien, som man kan trække på, hvis bilen eller køleskabet går i stykker,« siger Louise Skjødsholm, sociolog i Penge- og Pensionspanelet.
Den nye undersøgelse bekræfter tidligere undersøgelser, der har vist, at mange forsøger at løse problemerne ved at optage hurtige og meget dyre lån.
Næsten hver femte dansker med rod i økonomien har som følge af det optaget nye lån, og det er især gruppen af unge, der trækker tallet op.
Louise Skjødsholm mener, at unge interesserer sig for lidt for deres økonomiske forhold.
»Vi kan se, at det kun er omkring halvdelen, der lægger budgetter, og økonomi er i det hele taget ikke noget, de taler meget om - heller ikke derhjemme. Det er et problem, især når lånemulighederne er så mange og forskellige, som de her,« siger hun.
Louise Skjødsholm opfordrer til, at man får taget snakken med sin bankrådgiver om, hvordan man får rettet op på problemerne. Ellers risikerer man at komme ind i en ond spiral.
»Der er mange, der ikke er klar over, hvad der sker, hvis man bare lukker øjnene og lader være med at åbne rudekuverterne. Men man er nødt til at tage et kritisk kig på sin økonomi. Betaler jeg mere i husleje, end jeg har råd til? Er jeg nødt til at sælge min bil? Mange har mulighed for selv at rette op på problemerne, og det er klart den bedste løsning,« siger Louise Skjødsholm, som påpeger, at man i sidste ende risikerer at ende i fogedretten eller at blive sat ud af sin bolig, hvis man ikke sørger for at betale sine regninger.
»Til gengæld har man også mulighed for at gøre meget selv. Mange kreditorer er villige til at lave en fornuftig afdragsordning, for de er også interesserede i at deres penge tilbage,« siger hun.
Årsagerne er typisk nogle andre, når det er ældre mennesker, der løber ind i økonomiske problemer.
Her skyldes det typisk faldende indtægter pga. fyring eller pensionering, viser undersøgelsen.
Det gælder især for danskere over 50 år, mens danskere i generationen under nævner for store forpligtelser på tidligere låneaftaler som den primære årsag til, at kan være svært at få indtægter og udgifter til at hænge sammen.
Annonce: