

Offentliggjort 23.11.10 kl. 23:30
Et bredt flertal i Folketinget ser positivt på at ændre fundamentalt på registreringsafgiften.
En gennemgribende reform af det stærkt kritiserede system for registreringsafgifter på biler kan ventes gennemført i en overskuelig fremtid.
Sådan lyder meldingen fra skatteordførerne fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre. Alle er positive over for en omlægning fra det nuværende system med betaling af op til 180 pct. i registreringsafgift ved bilkøbet til en løbende betaling af afgift i form af en forhøjet grøn ejerafgift for nye biler.
Der er kommet skred i den politiske holdning til at gøre noget på bilområdet efter Morgenavisens JyllandsPostens afsløring i sidste uge af det milliardstore skattehul, der er fremkommet på grund af leasingfirmaernes fremgangsmåde.
Bl.a. har en række partier bombarderet skatteminister Troels Lund Poulsen (V) med spørgsmål om, hvor mange milliarder staten hvert år taber på leasingfirmaernes forskellige metoder til at omgå de registreringsafgifter, som almindelige bilkøbere er tvunget til at betale.
Socialdemokraternes Nick Hækkerup vil holde regeringen op på, at der skal gøres noget ved udhulingen af statens indtægter fra registreringsafgifter. Han mener, at en overgang til løbende betaling af registreringsafgifter er interessant, indtil man er klar med en større plan, der indfører betaling af afgifter på brug af bilerne.
»En løbende betaling af registreringsafgift er en af de muligheder, der er fordele ved. En sådan mellemløsning vil også gøre det lettere at tilpasse bilafgifterne til det system, som vi og SF har tænkt os at indføre,« siger Nick Hækkerup.
Partierne i Folketinget var ellers blevet enige om en storstilet afgiftsreform med en overgang til beskatning af brugen af bilen. Det yderst komplicerede system skulle indrettes, så man via satellit kunne spore hver enkelt bils bevægelser og på den måde præcist beskatte efter belastning af miljø og vejsystem.
Projektet skulle opbygges efter hollandsk forbillede, men det hollandske system har vist sig at være umuligt at gennemføre i praksis. Derfor er der reelt ikke nogle teknologiske løsninger på markedet.
Skatteordfører Mads Rørvig fra Venstre ønsker da heller ikke at kaste penge efter et teknologisk avanceret system. Han er derfor også åben overfor en mellemløsning, hvor bilkøberne betaler mere i afgift for at eje bilen, men mindre når de køber den.
»Den løsning lyder tiltrækkende for mig, og der er også behov for at få regnet på det,« siger Mads Rørvig.
Han understreger, at en ændring af systemet kræver et meget stort analysearbejde fra Skat, og at regeringen som udgangspunkt ikke ønsker at give danskerne billigere biler blot ved at omlægge beskatningen, så afgiftshullet lukkes.
Det vil gengæld Liberal Alliance, hvor partiformand Anders Samuelsen mener, at systemet med højere afgifter på biler isoleret i Danmark bliver umuligt at opretholde på langt sigt.
Også Dansk Folkepartis Mikkel Dencker er positiv overfor en reform.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Troels Lund Poulsen(V).
Annonce: