

Den lille el-bil, der er designet af det italienske firma Italdesign, vil komme til at koste under 60.000 kr. i den mest skrabede model og ca. 77.000 kr. i en lidt mere luksuriøs udgave. Pressefoto
Offentliggjort 15.03.11 kl. 19:28
En af Clinton-familiens venner, Terry McAuliffe, vil producere elbiler i Danmark.
Næsten et kvart århundrede efter Ellerten har en grøn amerikansk investor planer om at producere el-biler i Danmark.
Terry McAuliffe, der er aktiv demokrat og har været med til at føre valgkamp for både hr. og fru Clinton, mener det så seriøst, at han i det seneste år har prøvekørt fem biler på Bornholm, heraf tre hybridbiler og to elektriske.
"Jeg rejste til Kina og købte et firma, der producerer el-biler, og flyttede det til USA. Det er vist aldrig sket før. Vores første biler vil være klar i juli i år, og vores marked er Kina, USA og Europa med Danmark som brohoved," sagde Terry McAuliffe efter et møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på den danske ambassade i Washington.
Som ejer af firmaet GreenTech Automotive søger Terry McAuliffe strategiske partnere i Danmark til at lancere produktionen. Danmark er interessant, mener amerikaneren, på grund af en progressiv energipolitik, og fordi elektriske biler i Danmark foreløbig frem til 2015 vil være fritaget for de dyre bilafgifter.
"Af alle europæiske lande tilbyder Danmark os de bedste muligheder. Forbrugerne vil gerne købe el-biler, vi mener at have den bedste teknologi, og det er interessant for alle," fastslog Terry McAuliffe, der dog var skuffet over, at Danmark ikke som andre lande tilbyder investorer gratis byggegrunde og andre økonomiske fordele.
Firmaet har allerede bygget en fabrik i Mississippi til den første el-bil, den såkaldte MyCar, der kan køre mellem 110 og 130 km. på en opladning hjemme i stikkontakten. De fire andre modeller skal bygges på en anden fabrik.
Den lille el-bil, der er designet af det italienske firma Italdesign, vil komme til at koste under 60.000 kr. i den mest skrabede model og ca. 77.000 kr. i en lidt mere luksuriøs udgave.
"De fleste mennesker kører ikke mere end 130 km om dagen. Det er ikke en families første bil, men måske den anden eller tredje," sagde Terry McAuliffe.
Annonce: